Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Beethoven 11 BEETHOVEN. (Th. Scheelund: Et Omrids. S. 242.) Beethoven blev gentagne Gange tappet for Vattersot . . . efter Alt at dømme led han af den Nyresygdom, som kaldes Mb. Brightii. (Bright selv beskrev Sygdommen 1827.) »Den 24. Februar forberedte Prof. Wawruch ham skaansomt paa hans Bortgang og henstillede, om han vilde have en Præst til at give ham Dødssakramenterne. Beethoven samtykkede, og kort efter kom Præsten og forrettede Ceremonien. Da han var gaaet, vendte den Syge sig til sine Venner med de Ord: »Plaudite, amici, comoedia finita est! — Har jeg ikke bestandig sagt, at det vilde blive Enden paa det?« Derpaa gentog han til Schindler sine Ordrer angaaende en Forretningssag og om at sende den varmeste Tak til det filharmoniske Selskab. I dette Øjeblik traadte Brunings Tjener ind med to Plasker Rhinskvin, som paa B.s Anmodning var ham tilsendt som Styrke- middel fra Forlæggeren Schott i Mainz. Den Syge saa paa dem og sagde: »Skade! — Skade! — For sent!« Dette var hans sidste Ord, medens han var ved Samling. Strax derpaa blev han overfaldet af saadanne Smerter, at han ikke kunde faa en Lyd mere frem. Czerny og Andre kom og fik hans sidste Haandtryk. Henimod Aften tabte han Bevidst- heden og begyndte at tale vildt. Saaledes henlaa han i smertelig Dødskamp Søndagen den 25.; man gav ham af og til en Spise- skefuld af den fra Mainz komne Rhinskvin, men snart vilde Or- ganismen heller ikke modtage dette Lindringsmiddel. Flokkevis strømmede Folk til for at se den døende Mester for sidste Gang; Holz m. Fl. kom og knælede ved hans Seng. Om Mandagen den 26. kom Anselm Huttenbrenner henad ; om Eftermiddagen og traf i Sygeværelset Stephan Bruning, Schindler og Flere. De to Nævnte gik bort for at vælge et Gravsted paa Wahringer- Kirkegaarden, som deres Ven altid havde yndet; medens de vare borte, trak et voldsomt Uvejr op med Hagl, Torden og Lynild, saa at lidt efter 5 Himmel og Jord genlød af Bragene. Den Døende laa stille hen, bevidstløs, svagt rallende; da kom Kl. 53A et mægtigt Lynnedslag med buldrende Tordenskrald og kastede sit grelle Lys over hele Værelset; den Døende aabnede Øjnene, hævede den højre, knyttede Haand og stirrede nogle Sekunder alvorligt, truende i Vejret; derpaa lod han Haanden synke, og Øjnene faldt halvt til. Huttenbrenner havde sin højre Haand under hans Hoved, sin venstre paa hans Bryst; han følte intet Aande- dræt, intet Hjerteslag mere — den store Aand var flygtet. — Han lukkede helt de trætte Øjne.«