Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Sibbern- Sinas-Sindssyge 257 SIBBERN (1785—1872). (Efter Meddelelse fra hans Efterlevende.) Den bekendte Filosof Sibbern var 87 Aar,‘da han den 1. De- cember maatte gaa til Sengs; nogle Dage forud var der kommet nogle smaa røde Pletter (paa Ryggen og det ene Ben), de bleve større og væskede meget, men plagede ham kun lidt; før han lagde sig til Sengs, var han beskæftiget med at forfatte et politisk Skrift imod Venstrepartiet; han vilde op igen for at fuldende Ar- bejdet, men var for svag dertil; det »var det stærkeste Livstegn, han gav; iøvrigt maa hans Tilstand i hans sidste Dage betragtes som en Halvslummer, Overgang til Dødens Helslummer, lignende den, man er i, naar man lægger sig til at sove, og inden man falder i Søvn«. »Fuldkommen Bevidstløshed indtraadte først den Dag, han døde, eller Natten til denne Dag. Aftenen før, da jeg traadte ind til ham for at sige ham Godnat og tage til mit Hjem, spurgte han: »Er der Nogen?« Og da senere paa Aftenen min Søster, en kvindelig Slægtning, der var i Huset hos os, og min yngste Broder havde sagt ham Godnat og saa bleve staaende lidt, sagde han: »Nu skulle I gaa!« Som om der ingen Mening var i at sige Godnat og saa blive staaende. Da saa min Søster om Morgenen saa til ham, laa han i stærke Aandedrag — til han udaandede stille KL 9 Aften«; det var den 16. December 1872. SINAS. (Goulart: Thresor. S. 400.) Sinas, General des galéres Turquesques, døde pludseligt af Glæde, da han genkendte sin eneste Søn, som han troede død. (Efter Paul Jone en ses histoires.) SINDSSYGE. (Salivas: de l’influence.) Obs. I. Ganganelli, Pave under Navn af Clemens den XIVde, opløste Jesuiterordenen den 24. Juli 1773 ved sit korte Dominus ac Redemptor meus. 8 Maaneder derefter, henimod Slutningen af den hellige Uge i 1774, blev han pludselig, midt under et Maaltid, angrebet af ham ukendte Fornemmelser og blev meget syg; han troede, at han var bleven forgivet, og vilde ikke mere forlade sine Værelser. Han mistede sin Forstand, følte sig forfulgt, troede sig evigt fordømt, og efter 6 Maaneders Lidelser døde han den 22. September 1774. Man véd ikke, hvad Dødsaarsagen var, men man véd, at man nogle Dage før Døden havde tvunget ham til at »in petto« vælge 11 Kardinaler, som skulde sikre en Majoritet i det næste Conclave; Tvangen kom fra Frankrig, Neapel, Spa- nien og Portugal. Den 22. September, Dødsdagen, greb Kardinal Oscar Bloch : Om Døden. II. I 7