Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

258 Sindssyge Malvezzi et Øjeblik, da Pavens Forstand syntes genvækket, og bad ham bekræfte Valget. Nej, nej! raabte Clemens den XIVde; Kardinalen vedblev at anmode ham, men den Døende fastholdt energisk sit Afslag. (Af de citerede Værker her kun Martin : Hist, de France. 4. Edit. XVI. S. 222 og Michaud: Biographie universelle.) Obs. III, S. 26. I April 1841 blev Bergeot indlagt paa Sinds- sygeanstalten; man kendte ikke Aarsagen til hans Sygdom; man vidste kun, at han havde været tavs, indesluttet og havde trukket sig tilbage fra Verden samt gjort nogle Forsøg paa Selvmord. Han var hallucineret, saa Djævelen. Han blev snart fuldstændigt tavs og utilgængelig; sædvanlig sad han uden at bevæge sig, med Armene hængende ned, Kroppen bøjet let forover, Øjnene fæstede paa et Punkt eller bevægende sig meget langsomt, Munden halvt aaben, ladende Spyttet drive ned paa Klæderne. Pulsen var lang- som; han var meget mager; han kvitterede Urin og Aabning ufri- villigt. Han vilde aldrig tygge; man maatte derfor made ham med flydende Kost. Saaledes var hans Tilstand i over 2 Aar, til i Slutningen af December 1843. Efterat han i nogle Dage havde haft Diarré, vaagnede han nu af sin Lethargie og jamrede over, at hele Jorden var i Flammer. Da Alibert trøstede ham med, at hans Syner vilde tabe sig, sagde han: »Det er umuligt; jeg bliver aldrig rask!« Han blev nu bedre, talte af og til med Syge- passeren, svarede kort, men rigtigt paa Spørgsmaal; spiste nu ogsaa fast Føde. Den 11. Januar, da han laa i Sengen, sagde han pludseligt grædende: »Er det virkeligt! Er det virkeligt 1 Jeg bliver aldrig rask igen!« Og dette blev sagt med Udtryk af virke- ligt følt Smerte derved. Sygepasseren, som fortalte dette, med- delte tillige, at han havde haft Diarré i de sidste 2 Døgn. Den 14. Januar, da Diarréen endnu var tilstede, saa man svage Tegn til begyndende Koldbrand af Tæerne. Alibert forbandt ham; B. sagde da til ham: »Det er ikke til nogen Nytte, De kan jo se, hvor mager jeg er!« Diarréen vedblev. Den 25. Januar sagde Alibert til ham, at en af hans Venner havde spurgt til hans Befindende; han svarede grædende: »Mine Venner faa mig ikke at se!« Den 2. Februar var han mere syg, Diarréen var stærkere, Pulsen er lille og paaskyndet, Øjet var glansfuldt, og hans Ud- tryk var ligesom i Tilløb til at være livligt. En anden Sindssyg, en Officier de santé, sagde højt: »Se ham der, han skal snart rejse bort; se, hvor mager han er. Det er den første, som jeg faar at se komme tilbage saa langvejs fra!« B. forstod, at det