Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Sindssyge 259 gjaldt ham, saa paa ham med et bedrøvet Blik og gav sig til at græde. Den 3. Februar, da han var (i Agone) Døden nær, syntes hans blege Ansigts Træk at være mindre slappe, og hans Blik var liv- ligere. B. siger da til Sygepasseren: »Jeg kan ikke lide den Brød- suppe, gaa og hent noget Suppe med Kød,« og til en anden: »Jeg har været Dig til stor Ulejlighed, men Du skal ikke være vred paa mig, det var ikke min egen Skyld; det varer ikke længe, saa skal jeg ikke ulejlige Dig mere.« Sygepasseren vilde trøste ham; B. svarede: »Jo, jeg véd det; jeg var meget urenlig og snavset; men det vil ikke vare længe; jeg er altfor syg.« Disse Ord udtaltes KL 12, og 6 Timer efter var han død. (Alibert: Gazette des hopitaux 10. August 1844 og Annales médico-psychologiques. 1. Serie. IV. 1844. S. 487.) Obs. V, S. 28. En c. ^oaarig Mand var ved flittigt Arbejde bleven Lærer og havde derved faaet Evne til at hjælpe sin Moder ud af hendes Fattigdom; det var godt i flere Aar, da han ved et Bekendtskab med en Kvinde blev helt decontenanceret, for- stødte Moderen, stiftede Gæld — og blev tillige syg. Efter 3 Maaneders Behandling syntes han atter at have genvundet sit Helbred og Forstand, men nogen Tid efter maatte han indlægges paa en Sindssygeanstalt (hos Foville), lidende af Højhedsvanvid; Lamheden, der følger med denne Sygdom, udviklede sig hurtigt; hans Intelligens var absolut tilintetgjort, han talte ustandseligt, kendte Ingen. I den sidste Maaned af sin Levetid blev han meget mager; hans Ansigtsudtryk var stupidt; han var saa svag, at han var nødsaget til at ligge til Sengs; man ventede hans Død. To Dage før Døden viste der sig en overraskende Forandring i hans Intelligens. Denne Mand, som i 3 Maaneder havde levet udenfor Verden, syntes ligesom at vaagne af en lang Bedøvelse (Lethargie); Erindringen om hans tidligere Liv viste sig for ham; han angrede sin Opførsel og beklagede, at han havde haft den Ulykke at møde den Kvinde, der var hans Ulykke, paa sin Vej. Men især klagede han i de mest rørende Udtryk over den bitre Anger, han følte, fordi han havde forladt sin Moder og ladet hende lide Nød. I disse to Dage var det umuligt, siger Foville, som iagttog ham flere Gange, at opdage det mindste Tegn paa Mangel paa Fornuft. (Efter Briérre de Boismont: Annales médico-psychologiques. 1. Serie. T. II. 1850. S. 533J >7