Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2 6o Sindssyge Obs. VI, S. 29. Den 4. April 1850 blev Fru L., 62 Aar gam- mel, indlagt til Behandling af Brierre de Boismont for en Sinds- lidelse, hvis væsentligste Kendemærke var en overordentlig Fø- lelse af Skræk. Et Ord, en Bevægelse bragte hende til at skælve. Aarsagen antoges at være store Sorger; i Løbet af et halvt Aar var hun bleven mere og mere syg: Hun havde været hallucineret paa Hørelse og Syn; gennemgik snart derefter forskellige Stadier af Melankoli; troede, at hendes Mad var forgiftet, at man for- fulgte hende for at dømme og fordømme hende; tilsidst ønskede hun sig Døden, da Livet var hende uudholdeligt. I de sidste 14 Dage før Indlæggelsen havde hun uafladeligt sukket og Dag og Nat kaldt paa sin Søn. Da de Boismont saa hende, saa hun meget trist ud; hun var urolig, klagede stærkt, troede sig fortabt og raabte hvert Øje- blik: »O, min Gud!« Efterat have været paa denne Maade en Maaneds Tid, begyndte hun at sige, at hun havde begaaet alle Slags slette Handlinger, uden at hun dog kunde præcisere nogen bestemt; hun troede, hun var nøgen, uværdig til at leve; det varede ikke længe, før hun ikke vilde spise, og i 2 Maaneder maatte hun mades med Tvang. Hun blev dog legemligt mere og mere svag, og hendes Sindssygdom var uforandret. 1 den sidste Tid gentog hun uafbrudt: »Belgien er fortabt; Huset er fortabt; jeg er fortabt!« (La Belgique est sous terre, la maison est sous terre; je suis sous terre.) Det var umuligt at faa hende til at sige andet. Hun var stadig i Rædsel; hun forsøgte flere Gange at kaste sig under Hjulene paa Vogne eller at komme alene i Badeværelset. To Dage før hun døde, var hun saa udmattet og svag, at hun maatte ligge til Sengs. De 4 sidste Timer, før hun døde, foran- drede hendes Ansigt Udtryk, hendes Blik blev mere levende; al hendes Rædselsfølelse svandt. Hun takkede dem, der havde plejet hende, for deres Omsorg: »Jeg har været meget syg, men jeg mærker, at mine Lidelser snart ere forbi.« Hun talte om sin Søn, om sine Affærer og døde uden at tabe Bevidstheden. Obs. X, S. 31. En Landmand led af en Form af Storheds- vanvid i udtalt Grad; han ansaa sig for Guds Søn og Repræ- sentant paa Jorden og mere intelligent end de mest udmærkede Mænd; han tegnede aparte Figurer, som han kun kunde forklare ved at sige: »Beviset for, at jeg er Gud, er det Tegn, De ser dér, og som han har givet mig; kun jeg besidder dette Tegn, kun jeg kan lave det!« Hans Tanker vare usammenhængende, men han kunde dog arbejde godt i Haven. Efter nogle Maaneders