Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

274 Struensee sonalhistorisk Tidsskrift. II. 1881. S. 357. Det gør et paalideligt Indtryk: »I Tirsdags Formiddag den 28. April gik Exekutionen for sig, hvilken jeg selv ansaa fra den nederste Kreds af, hvor jeg var sluppet ind for ret at se dem i Ansigtet.« Situationen beskrives: »Brandt kom først afsted og ved Karet Døren blev modtaget og fulgt af Provst Hee. Brandt hilsede ingen, han trinede frem paa Echafottet som en Acteur paa et Theater, han havde en guldgaloneret Hat paa, Haaret kreppet i Panden, en ordentlig Bukkel ved hver Side og en liden stiv Pidsk, dog intet Pudder, en lang hvid Ulve Felts. Derunder en celadon grøn Klædning med smale Guldgaloner og Støvler paa Benene. Da han efter Ritualen havde anhørt og svaret til Troens Bekendelse, blev Dommen ham af Præsident Ørtved forelæst, hvorpaa Bødlen strax brød hans Vaaben med disse Ord: Dette sker ikke om- sonst, men efter Fortjeneste. Derpaa bleve Lænkerne ham af- tagne (Felt-Jern), og da Velsignelsen var lyst over ham, klædte han sig selv af, men vilde beholde Vesten paa, som han dog maatte tage af og blotte sin Krop oventil og den højre Arm, spurgte derpaa Skarpretteren, om det ikke var saaledes, idet han selv lagde sig ned paa Blokken og udstrakte den højre Haand paa Blokken, hvilken han mistede med en Øxe og dernæst Ho- vedet med en anden Øxe. Han sagde, idet han døde: Jesu Blod raaber for min Sjæl. Derpaa blev han af Rakkerknægten parteret, og hver Fjerding hidset nøgen ned med en Strikke i Rakker Vognen. Derpaa traadte Struensee ud af Vognen, som imidlertid havde holdt imellem de 2de inderste Kredse bagvendt. Han hilsede en- deel Officeerer, som stode ved den venstre Side, da han gik op. Han stod ovenpaa som en arm Synder. Han havde en sort Hat paa, Haaret var bag i 3 Fletter, men ikke bundet eller opheftet og saa ikke ud til, at deri nylig havde været nogen Kam; for- resten havde han ligeledes en lang hvid Ulve-Pelts paa, en lyse- blaa, gammelagtig Klædning, hvide Silke-Strømper og Sko paa Benene. Pastor Munter talede kun 3 eller 4 Ord med ham, da Dommen blev forelæst; han kastede strax sin Hat bort og saa ikke engang hen, da Bøddelen brød hans Vaaben. Derpaa bad han alle om Forladelse, som han havde gjort noget imod, bad lyde- lig til Gud for Kongen, det kongl. Huus og hele Landet. Der- paa blev han afklædt, lagde sig paa Blokken og ligeledes mi- stede Haand og Hoved og dernæst parteret.« (Jægersborg, den 1. Maj 1772.)