Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

18 Carl »Herren véd, at jeg betræder denne Stige med mindre Frygt, end jeg nogensinde er steget op paa Prædikestolen«, og da han var kommen op ad Stigen: »Dette er den skønneste Dag i mit Liv; jeg er nu ved at naa Kronen og priser Herren derfor. Men Eder beder jeg, at I ogsaa ville prise ham, fordi han har bragt mig hid og har ladet mig triumfere over Djævlen, Verden og dens Synd; de skulle ikke saare mig mer. Lev vel, alle Venner! Velkommen, Fader, Søn og Hellig Aand! I Dine Hænder, treenige Gud, be- faler jeg min Aand!« Han foldede sine Hænder i stille Bøn; Skarpretteren stødte ham bort fra Stigen. CARL den Iste af England. (Goldsmith: History of England. IL S. 4;o.) Carl den Iste af England; Stuart (1600—1649), for hvis hele Optræden under Forhørene man maa nære stor Respekt, blev forhaanet af Soldaterne og Pøblen, da han for 4de og sidste Gang blev ført frem for den selvskabte Ret; paa deres Raab: »Ret- færdighed ! Retfærdighed! Execution! Execution!« gav han ikke Agt. Ligeoverfor al den Ondskab og de Beskyldninger, han var Genstand for, var han fast og viste stor Sindsligevægt; da han forlod Retssalen, blev han atter forhaanet med bitre Bebrejdelser og Tilraab. Han blev spyttet i Ansigtet; han sagde kun: »de Stakler, de vilde behandle deres Generaler paa samme Maade for en Six-pence.« Nogle viste dog Tegn paa Sorg ved Suk og Taarer, og en af Soldaterne bad et: Gud velsigne Kongens Hoved! En Officer, som hørte dette, slog den ærlige Soldat til Jorden for Kongens Fødder; Kongen kunde ikke lade være at ytre, at Straffen var for stor i Forhold til Fornærmelsen. Da Kongen var vendt tilbage til Whitehall, bad han om Til- ladelse til at se sine Børn og at maatte i Stilhed tale med Doctor Juxon, forhen Biskop i London. Man tillod dette og gav ham 3 Dage til at forberede sig før Henrettelsen. Af Familie i Eng- land havde han kun tilbage Prinsesse Elisabeth og Hertugen af Gloucester, et Barn paa omtrent 3 Aar. Efter at have talt meget gribende og følsomt til sin Datter, tog han sin lille Søn i Armene, kyssede ham og sagde: »De vil hugge Din Faders Hoved af, mit Barn, ja, de vil hugge mit Hoved af og gøre Dig til Konge. Men pas paa, hvad jeg siger Dig; Du maa ikke være Konge, saalænge Dine Brødre Charles og James leve. De vil hugge deres Hoveder af, naar de kan tage dem, og de vil ogsaa tilsidst hugge Dit Hoved af, og derfor raader jeg Dig til, at Du ikke skal lade dem gøre Dig til Konge.« Barnet bristede i Graad