Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Carl ly og sagde, at han før vilde rives ihjel (I will be torn in pieces first). Kongen sov som sædvanligt roligt de Nætter imellem Dommen og Executionen, skønt han kunde høre Støjen af de Arbejds- mænd, der rejste Skafottet. Da Dagen for Døden kom, stod han tidligt op, kaldte paa en af sine Tjenere og bad ham være mere omhyggelig med hans Paaklædning end sædvanligt, da han skulde forberede ham til en saa stor og glædelig Højtidelighed. For at gøre hans Straf værre var det blevet bestemt, at han skulde hen- rettes i Gaden foran Whitehall. Han blev gennem Banqueting House ført til Skafottet, som stod i Forbindelse med den Byg- ning, fulgt af sin Ven og Tjener Biskop Juxon, en Mand, der besad de samme milde og faste Sæder og Dyder som hans Herre. Skafottet, der var bedækket med Sort, bevogtedes af et Regiment Soldater under Oberst Tomlinson’s Kommando; man saa paa Skafottet Blokken, Øxen og to maskerede Bødler. Store Skarer af Folket stode i større Afstand, i grufuld Forventning. Kongen saa med rolig Holdning paa alle disse højtidelige Forberedelser, og da han ikke kunde vente at blive hørt af det fjernt staaende Folk, henvendte han sig til de Faa, der stode rundt om ham. Han bevidnede sin Uskyld i de sidste, uheldige Krige; han havde ikke grebet til Vaaben, før Parlamentet havde vist ham Vejen; han havde ikke haft andet Formaal med sine Forberedelser, der lignede dem til Krig, end at bevare den Autoritet, der var bleven ham tildel efter hans Forfædre, uberørt; men, skønt uskyldig ligeoverfor sit Folk, indrømmede han for Guds Domstol Beret- tigelsen af sin Henrettelse; han blev retfærdigt straffet, fordi han havde samtykket i en uretfærdig Dom, da Jarlen af Strafford blev henrette!. Han tilgav alle sine Fjender, opfordrede Folket til at være lydigt og anerkende sin Søn som hans Efterfølger og erklærede sig Tilhænger af den protestantiske Religion, der lærtes i den engelske Kirke. Saa stærkt var det Indtryk, hans sidste Ord gjorde paa de Faa, der stode omkring ham, at selv Oberst Tom- linson erklærede sig for omvendt. Medens han gjorde sig i Stand for at lægge sit Hoved paa Blokken, sagde Biskop Juxon til ham: »Der er kun ét Skridt, Sir, tilbage; skønt det er pinligt og sørge- ligt, er det dog kun ganske kort. Det vil snart føre Dem over en stor Vej; det vil føre Dem fra Jorden til Himlen, og der skal De, til Deres store Glæde, finde den Pris, De længes saa meget efter, Hæderens Krone.« Kongen svarede: »Jeg gaar fra en for- krænkelig til en ikke forkrænkelig Krone, hvor ingen Forstyrrelse af Freden kan finde Sted.« »De bytter,« svarede Biskoppen, »en timelig for en evig Krone, et godt Bytte!« Kongen havde taget 2