Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

20 Carl sin Kappe af; han gav sin (Søn) George til Præsten og sagde kun: »Husk!« Derpaa lagde han sit Hoved paa Blokken, strakte Haanden ud som Tegn; den ene af Bødlerne afhuggede hans Hoved med ét Hug; den anden løftede det og raabte: »Dette er en Forræders Hoved!« Det var 30. Januar 1649; Carl den Iste var da 49 Aar gammel og havde regeret i 24 Aar. CARL den VTE, tysk Kejser og spansk Konge (1500—1558). (Prescott: Philip den IIden. I. S. 203.) »St. Matthias’s Dag den 21. September følte Kejseren, der havde ligget længe uden at tale, omtrent to Timer efter Midnat, at hans Time var kommen, og udbrød: »Nu er det Tid!« Den hellige Kerte gaves ham tændt i hans højre Haand, medens han sad overende, støttende sig paa den trofaste Quixadas Skulder, og med sin venstre søgte at holde et Sølvcrucifix, der havde trøstet hans Hustru Kejserinden i hendes Dødsstund, og som Carl havde befalet Quixada at holde i Beredskab til en lignende Brug. Det havde i nogen Tid ligget paa hans Bryst, og da Erkebispen af Toledo nu rakte det i Vejret, fæstede Carl sit Blik længe og inderligt paa det hellige Sindbillede, der for ham var Mindet om baade jordisk og himmelsk Kærlighed. Medens Erkebispen op- læste Psalmen De Profundis: »Fra Dybet har jeg raabt til Dig, o Herre!« gjorde den Døende en svag Anstrengelse for at kysse Crucifixet og udbrød i en saa tydelig Tone, at det kunde høres i Værelset ved Siden af: »Ay, Jesus!« hvorpaa han sank tilbage paa Puden og opgav Aanden uden mindste Kamp.« CARL den IXDE (Frankrig). (Henri Martin: Histoire de France. IX. 1872. S. 379.) Carl den IXde døde ;o. Maj 1574; han var endnu ikke fyldt sit 24. Aar. Hans Endeligt var saa ynkeligt, at selv huguenottiske Forfattere omtale det med nogen Medlidenhed. Han sov kun sjeldent og lidt og var forstyrret af skrækindjagende Syner; ud- mattet af stærke Blodtab vaagnede han undertiden, badet i sit Blod, og dette Blod genopvakte hans Erindring om, hvilke Strømme af Blod der var flydt efter hans Ordre; i Drømme gensaa han de mange Lig, der flød paa Seine; han hørte Luften genlyde af de forfærdende Skrig. Natten før han døde, hørte hans Amme, som han holdt meget af, skønt hun var Huguenot, og som vaagede ved hans Seng, at han klagede, græd og sukkede: »Ah, Nouvrice que de sang et que de meurtres! Ah, que j’ai eu un méchant conseil! 0, mon Dieu, pardonne les moi et me fais miséricorde!...