Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Carl 2 i je suis perdu, je le sens bien!« Ammen trøstede ham: Mordene og Blodet kom over deres Hoved, som havde givet ham de onde Raad. Hans sidste Ord var, at han var glad ved, at han ikke efterlod sig nogen Søn, der skulde bære Kronen efter ham. Efter de Belleval: Les fils de Henri II, Note til S. i, døde Carl den IXde sikkert af Brystsyge og ikke, som det er fortalt, fordi han var bleven forgiftet ved at blade i en Bog, hvis Blade med Villie vare klæbede saaledes sammen, at han maatte væde sine Fingre med sit Spyt for at faa dem fra hinanden. CARL DEN IXDE AF SvERIG (1655--------1697). (SCUTZERCRANZ: Svenska Konung.) Kongen blev syg i Juli Maaned 1696 af en Underlivssygdom (Cancer?). Han var selv klar over sin Tilstand, da han den 24. Marts 1697 begærede Alterens Sakramente. I den følgende Tid var hans Sind meget roligt, beskæftigede sig med Rigets Anlig- gender, med sit Testamente, forlangte efter Døden at blive obdu- ceret, for at man kunde se, hvad han egentligt fejlede. Senere opgav han al Beskæftigelse med verdslige Sager. I den stille Uge holdtes der Prædikener i Kongens Sovekammer; Skærtorsdag mærkede han, at han var mere syg, og lod sin Moder, Kron- prinsen og Prinsesserne kalde til sig. Kongen tog en øm og kærlig Afsked med dem, takkede Moderen for Alt, hvad hun havde været for ham, og formanede Sønnen til at være gudsfrygtig, beflitte sig paa kristelige og Kongen værdige Dyder og ikke alene holde sig til Verden, der er bedragerisk, flygtig og usikker; Haabet og Fortrøstningen til den Almægtige er det Eneste, hvorpaa Prinsen burde bygge sin Lykke. Den følgende Dag, Langfredag, lod Kongen Ministrene og flere Andre komme til sig. Han takkede dem Alle for deres Troskab og Tjeneste og tog en smuk Afsked med dem. Senere beskæf- tigede han sig paa vanlig Maade med Andagt. Den 5. April, 2. Paaskedag, efterat Hofpræsten Wallin havde talt kort over Dagens Evangelium, nød Kongen atter Nadverens Sakramente med stor Andagt; »staaende paa sine udmattede og rystende Knæ læste Kongen selv Syndsbekendelsen og flere Bønner med høj Røst«; han gik derpaa atter til Sengs. Dr. Wallin sad stedse hos ham med den venstre Haand under Kongens Hoved, den anden Haand paa hans Bryst; ligeoverfor Wallin sad Dr. Urban Hjärne; ved Sengens Fodende stod Kammerherre Cronhjelm og Dr. Ziervogel. Smerter og Angst tillod ikke Kongen stedse at ligge roligt; stundom satte han sig paatværs i Sengen og sagde: