Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

22 Cato Uticencis-Celtis »/ skulde vide, at »Döden är hard pågå«.« Henimod Aften spurgte han: »Huru länga skall jag så låta?« Dr. Hjärne svarede: »Inden 2 Timer har Jesus forløst.« Kongen beholdt sin Bevidsthed; til Staldmesteren Gustav Hård, som kom hen til Skærmen ved hans Seng, rakte han Haanden og sagde: »Farvel, Gustaf Hård; Tak for hver Dag, vi har været sammen; Gud lade os mødes (råkas) i Guds Rige,« og trykkede dermed hans Haand til sit Bryst. Grev Stenbock og flere andre Excellencer viste sig ogsaa ved Skær- men, men Kongen vinkede til dem med Haanden, at nu vilde han være i Ro. Henimod KL 10 Aften sov Kongen hen paa Wallin’s Arm; med sin højre Haand lukkede han hans Øjne »og med Tårer fuktade en så stor Konungs kalla Kropp«. CATO UTICENCIS (95—46 før Chr.). (Seneca epistola XXIV — Lagrange S. 122 og Limkilde.) Cato Uticencis har Platons Værk (det om Udødeligheden) i sin Haand og Sværdet under sin Hovedpude, de to Hjælpemidler, han var betænkt paa for at ville og at kunne dø. Han drager Sværdet, som ikke har været plettet af menneskeligt Blod. »O, Skæbne, Du har Intet udrettet ved at modsætte Dig mine Be- stræbelser. Jeg har kæmpet for mit Fædrelands Frihed og ikke for min egen. Jeg har ikke villet leve fri, men mellem frie Men- nesker. Nu, da man maa fortvivle over Menneskeslægten, lad os da i det mindste forvare Cato«, og i samme Øjeblik søger han at dræbe sig. Man skynder sig at forbinde hans Saar; han havde tabt sit Blod og sine Kræfter, men hans Sjæls Styrke var urok- ket. Forbitret, ej alene paa Cæsar, men paa sig selv, river han Saaret op med sine blotte Hænder; hans store Sjæl, denne Tyranniets stolte Fjende, veg, og han udstødte snarere end opgav sin ædle Aand. CELTIS (1459—1508). (Fr. Moth S. 355.) Celtis, Conradus — Protucius, »Tysklands første laurbær- kronede Digter«, som Fr. Moth kalder ham paa Titelbladet i sin Afhandling, skildres (S. 361) som »et letlevende, frivolt og elsk- værdigt Barn af den friske, svulmende, Menneskeslægten fornyende Renæssance«. Da han skønnede, »at Livskraften var opbrugt og Døden uundgaaelig — lod han sit Billede fremstille — af Hans Burgkmair, mener man; i saa Fald er det vel sket under Op- holdet i Augsburg —. Det viste ham siddende svag og mat med sine Hæderstegn som kronet Digter og med de kraftløse Hænder hvilende paa sit ufuldendte Værk. Paa Billedets nederste Rand