Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Z04 ZwiNGLI Fru Zola meddeler saaledes, at hun ved Totiden om Natten vaagnede med en voldsom Hovedpine. Hun stod op af Sengen og gik ind i Toiletværelset ved Siden af. Her kom hun sig lidt — i det mindste indbildte hun sig at være bleven bedre, men faktisk maa hun allerede den Gang have været stærkt angreben af Kulosforgiftningen. Da hun atter vendte tilbage til Soveværelset, vaagnede Zola. Hun spurgte ham om, hvorledes han havde det, og om han ikke følte sig daarlig. »Jo, jeg føler mig ikke ganske vel,« svarede Zola. »Men skal jeg da ikke ringe paa Tjeneren?« fortsatte Fru Zola. »Aa nej, det gaar nok over,« svarede Zola, og det var hans sidste Ord. Fru Zola meddeler endvidere, at hun derefter atter var gaaet i Seng og var indslumret, men vaagnede igen ved at mærke, at hendes Mand var i Færd med at staa op, og kort efter hørte hun Lyden af et tungt Fald. Hun forsøgte at raabe om Hjælp, men kunde ikke faa en Lyd frem og mistede derpaa fuldstændig Bevidstheden. Derefter erindrer hun intet mere, førend man bragte hende det forfærdelige Budskab om Zolas Død. Lægerne erklære, at der er den allerstørste Sandsynlighed for, at Zolas Liv kunde være blevet reddet, hvis han var forbleven liggende afmægtig i Sengen ligesom hans Hustru. Ulykken var imidlertid, at Hovedet var sunket ned mod Gulvet, hvor Hoved- massen af den giftige Gas havde samlet sig, og hvor Afmagten forvandledes til Død.« ZWINGLI, Ulrich (1484—1531). Listov: Dansk Maanedsskr. 1857. VI. S. 4 iy.) Zwingli, f. 1484 i Schweiz, dræbt 1551, 47 Aar gammel, karakteriseret af Listov som en ejendommelig national Karakter, som reformatorisk Folkelærer og Folkeleder, patriotisk Politiker og energisk Republikaner, prædikede allerede 1516 i Einsiedeln (før og uafhængig af Luther) imod Kleresiets Elendighed. I 1531 deltog han ved Cappel i Kampen, som de 1800 Zurichere førte imod den katholske Fjendes 8000 Mand stærke Hær. Han kæm- pede ikke selv med, skønt han var iført fuld Rustning, men ind- gød Krigerne Mod og Trøst. Medens han talede til en døende Slægtning, blev han saaret af et Stenkast og sank til Jorden. Han rejste sig igen, men fik kort derefter to Lansestik og der- paa et tredie, som var dødbringende. »Hvad gør det?« udbrød han, »mit Legeme kunne de dræbe, men ej min Sjæl,« og sank