Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

32 Crammer han overgives til Slangers Selskab, og, alt eftersom Egnens Be- skaffenhed fører det med sig, kastes enten i det nære Hav eller i en Flod, for at han endnu i levende Live kan begynde at und- være al Brug af Elementerne, og for at Luften kan berøves ham, medens han lever, Jorden, naar han er død. CRAMMER Thomas (1489—1556). (Goldsmith: History of England. IL S. 242.) Crammer, Ærkebiskop af Canterbury, som under Henrik den VIIIDES og Edward den VItes Regering havde taget ivrig Del i Reformationen, var i sin høje Alder i lang Tid holdt i Fængsel under Paaskud af, at han havde modsat sig Mary’s Tron- bestigelse. Da man blev saa øvet i at henrette, blev det nu be- stemt, at han skulde straffes; men for at gøre det saa ondt for ham som muligt bestemte Dronningen, at han skulde anklages for Kætteri i Stedet for Forræderi. Man sendte Folk, der skulde overtale ham til at kalde sine Ord tilbage og erklære Pavens Doktriner for de rette. I et svagt Øjeblik lod han sig forlede til ved Løfter om Frihed at undertegne et saadant Dokument. Hans Fjender lønnede ham med at beslutte hans Død; og man bestemte tillige, at før han led Døden, skulde han kalde sine Ord tilbage i Kirken for det forsamlede Folk. Den ulykkelige Præst traadte ind i Kirken; Provost of Eton Cole holdt en Tale, i hvilken han fremstillede Crammer’s Omvendelse som Himlens Værk; skulde han straffes, vilde der dog blive læst mange Messer for hans Sjæl o. m. m. Crammer røbede Tegn paa stor Bevægelse; han løftede sine Øjne til Himlen, udgød Taarer og skælvede af Ængstelse. Derpaa bad han en Bøn, der i de mest rørende Ud- tryk vidnede om Rædsel og Anger; han sagde derpaa, at han vel kendte sin Pligt imod sin Konge, men at en højere Pligt, den, han skyldte Herren, bandt ham til at erklære, at han imod sin Overbevisning havde undertegnet Dokumentet; at han vilde ofre sit Blod for den Lære, som han sikkert troede var os givet fra Himlen; den Haand, der havde besnæret hans Hjerte, skulde straffes først. Forsamlingen, som mest bestod af Papister, blev paa en Gang forvirret og opbragt ved denne Erklæring; under Forhaanelser førte de ham til det Rettersted, hvor Latimer og Ridley (se disse) nyligt vare bievne brændte. Da Ilden begyndte at hvirvle om ham, strakte han sin højre Haand ind i Flammerne og holdt den der, til den var fortæret, medens han flere Gange raabte: »den uværdige Haand!« han viste ikke Tegn paa Smerte. Da Ilden tog fat paa hans Legeme, syntes han ufølsom for sine