Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Cyrus Lidelser; hans Sind var ganske optaget af Haabet om Fremtiden. Han blev brændt 21. Marts 1556, 67 Aar gammel. CYRUS. (Xenophon : La Cyropædie—Charpentier VIII. S. 342.) Cyrus kom for 7de Gang til Persien, efter at hans Monarki var oprettet. I en Drøm saa han en majestætisk Mand, der sagde til ham: Gør Dig færdig, Cyrus, thi Du skal snart staa for Guderne. Da han vaagnede, kendte han, at hans Liv nærmede sig sin Af- slutning; han ofrede efter Persernes Religions Skik paa Bjergene til Jupiter, Solen og de andre Guder, vendte hjem til sin Bolig og lagde sig til Sengs; han vilde ikke mere rejse sig fra denne, og da han den 3. Dag fandt sig lige syg, lod han sine Børn, der vare paa Rejse, hente; tillige samlede han sine Venner og de for- nemste persiske Embedsmænd; til disse holdt han da en Tale, som begyndte saaledes: »Mine Børn, og I, mine Venner, mit Livs Afslutning er nær, jeg føler flere utvivlsomme Tegn derpaa. Naar jeg er død, maa I holde mig for en lykkelig Mand og lade denne Følelse komme tilsyne gennem Eders Handlinger og Ord.« Han viser dem dernæst, hvor megen Grund han har haft til at være lykkelig i Livet, fordeler sin Magt imellem Sønnerne, giver dem gode Raad, der bunde i hans Livserfaring .... raader dem ind- stændigt til at leve i Fred med hinanden, taler til dem om Sjæ- lens Udødelighed .... og hvis han tager fejl i sin Tro, hvis der virkeligt ikke existerer noget af ham efter hans Død, »da frygter i det mindste Guderne, som ikke dø, som se Alt, og hvis Magt er ubegrænset; det er dem, som i Universet vedligeholde denne beundringsværdige alle Tings Fjeder, der aldrig slides, aldrig bliver gammel, aldrig lyver, og som det er umuligt at forstaa. Frygter derfor Guderne og lad denne Frygt stedse afholde Eder fra at foretage eller endog blot foreslaa Noget, som rokker ved Religionen og ved Retfærdigheden.« Efter at have talt til dem om deres Forfædre siger han til dem, at de ikke skulle lægge hans Lig i nogen Kiste af Guld, Sølv eller andet, men simpelt hen ned i Jorden, »thi hvad er lykkeligere end at blandes med den, som frembringer alle Slags Goder, og som ernærer Alt, hvad der er skønt i Verden.« »Men jeg føler, at mine Kræfter tabe sig, og at min Sjæl begynder at forlade mig; hvis derfor Nogen for sidste Gang vil trykke min Haand eller se mig endnu en Gang i Live, lad ham da komme; men naar jeg har bedækket mit Ansigt, da beder jeg Eder, mine Børn, at Ingen mere ser mit Legeme, ej heller 1 selv. Lad alle Perserne og alle vore Allierede komme til min Grav for at glæde sig med mig over, at jeg for Fremtiden Oscar Bloch: Om Døden. II. 2