Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Damiens 35 Kniv i Kongens højre Side; den ramte under 5te Ribben. Kon- gen raabte: »Man har givet mig et frygteligt Stød!« Han førte Haanden ind under sin Kjole og trak den ganske blodig ud igen: »Jeg er saaret!« I samme Øjeblik vendte han sig om, saa Da- miens, der havde sin Hue paa Hovedet, og sagde: »Den Mand dér har stukket mig; arrester ham, men gør ham ingen For- træd.« Damiens havde stukket sin Kniv i sin Lomme og havde trukket sig tilbage imellem Folk, der stod der omkring; havde han ikke glemt at tage Huen af, hvad alle de andre gjorde, vilde han være undkommen. Kongen blev strax bragt til Sengs i sit Værelse. Han var rystet af en forfærdende Angst, som blev end værre, da hans Omgivende sagde, at det kunde være, at Vaab- net var forgiftet. Dronningen og den kongelige Familie vare til- stede ved Sengen. Da han ikke saa Mme. Pompadour, steg hans Angst; han mente, man havde fjernet hende, fordi hans Tilstand var meget farlig. Han mente, hans sidste Time var kommen, og forlangte Skriftefaderen. Aparte nok kunde der ikke findes nogen Skriftefader i Versailles’ Slot. Endeligt fik man fat i en Kapellan; denne er ude af sig selv af Skræk og søger at slippe for at komme til Kongen; han maa slæbes med Magt til ham. Heller ikke Læger kunde der opdrives; Ludvig den XVde maa lide Dødsangst hele Natten; først næste Morgen kommer en Kirurg; der fandtes kun et lille Saar i Huden. Damiens, der havde forsøgt Attentatet paa Ludvig den XVde, var bleven pint meget med Torturredskaber; den 28. Marts 1757 blev han henrettet; da han blev af klædt paa Skafottet, betragtede han sine Arme og Ben med Opmærksomhed; han saa med et fast Blik paa den store Mængde Mennesker, der vare Tilskuere. Han blev fæstet med Jernringe om Arme og Ben til Skafottet. Da hans Haand blev afbrændt, udstødte han et saa frygteligt Skrig, at det kunde høres i de nærliggende Gader; et Øjeblik derefter hævede han sit Hoved og saa en Tid paa sin brændende Haand uden dog paany at skrige eller sige Noget. Han blev nu atter spurgt, om han havde Medskyldige, men benægtede det; i samme Øjeblik blev der knebet Saar (paa Brystvorterne, Ar- mene, Laarene og Læggene) paa forskellige Steder og derpaa dryppet smeltet Bly, kogende Olie, brændende Beg, Vox og Svovl i Saarene; han skreg flere Gange: »Min Gud! Mod, Mod! — Herre, min Gud, hav Medlidenhed med mig! — Herre, min Gud, hvad jeg maa lide! Herre, min Gud, skænk mig Taal- modighed!« Hver Gang han blev knebet med Tangen, udstødte 3