Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

. . Elssmann 44 hvornaar Kejserinden sagde de sidste Ord; disse vare efter Hof- damens Udsagn: »Hvad er der sket?« Da Døden var konstateret, knælede alle de Tilstedeværende ned om Sengen og bad for den Afdøde. »Hendes Udseende var aldeles uforandret, og Lægerne erklære, at hun har haft en ganske smertefri Død.« Ved Obductionen fandtes det, at Hjertet var fuld- stændigt gennemboret af en treægget Dolk (som en Fil); Spidsen af denne var trængt et Stykke ud paa den anden Side af Hjertet. Lægerne kunde ikke forstaa, at hun havde kunnet gaa de 60 å 80 Skridt til Damperen. Tiden, der forløb fra det Øjeblik, Kejserinden blev saaret, til hun døde, var omtrent halvanden Time (fra KL lidt over i Vs til omkring ;). (Lucheni, som strax blev grebet, sang; han sagde blandt andet: »Jeg har truffet godt; hun maa være død.«) ELSSMANN, Marie Katharine Christiane. (Der neue Pitaval. IV. I. 1883. S. 384.) {Hamburg. Verwandtenmord. 1863—65.) En Landsbykone, 51 Aar gammel, styrter med Villie sin lille Dreng i en Kanal, hvor han drukner. Først tror hun, at hun ikke skal lide Døden; da hun flyttes til et andet Fængsel, siger hun: »Det er dog slemt, skal jeg virkelig tilbringe hele mit Liv i Fængsel«, og føjer lidt efter til: »Jeg har en Hat og et Tørklæde i Detentionshuset; vil De sørge for, at jeg faar disse Ting, ellers kan de gaa tabt for mig.« Da det bliver sagt hende, hvor stor hendes Forbrydelse er, og da flere Præster besøge hende og tale med hende, gaar det op for hende, at hun er dømt til Døden. Hun bliver nu urolig, tror at høre Hamren af dem, der rejse Skafottet, kan ikke sove; der gaar henved en Uge. »Denne Uge er den skrækkeligste i mit Liv, blot den var til Ende! Wenn die Senators mich man endlich von diese Unruh befreien thäten, wenn das noch länger dauern soli, so wär es ganz schrecklich!« — det ubehjælpsomme Sprog viser hendes Dannelsestrin. Den 21. Marts modtager hun Besøg af en af sine Sønner, som lover at komme igen og tage nogle Æbler, som Moderen godt kan lide, med. Nu først begynder hun at ane, at hun skal dø (den 20. Marts var Dommen fældet endeligt, da Senatet havde forkastet et Andragende om Naade, men den var ikke bleven meddelt Nogen). Den 22. Marts rejses Guillotinen i Gaardsrummet. Sønnen besøger Moderen og giver hende de omtalte Æbler. Hun formaner ham igen til at være brav, forærer ham to Tørklæder,