Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Elssmann 45 beder ham tilgive hendes »sorte Daad« og tænke paa hende, til de atter ses i Himlen, hvor hun haaber at blive modtaget af den kære Gud, naar hun har sonet sine Synder her paa Jorden. Under megen Graad skilles de; den unge Mand var dybt rystet. Nu besøgte hendes lyaarige Datter hende; hun ytrede sig bittert over Moderens Forbrydelse; Moderen modtog hendes Bebrejdelser og tryglede hende om Tilgivelse; det rørte Datteren. Moderen gav hende nu et Par Strømper, en Paraply, nogle Tørklæder og nogle smaa Ørenringe, som Datteren paa hendes Opfordring tog ud af hendes Øren, med rystende Hænder. Deres Afsked var meget rørende; selv Fangevogteren maatte græde med. KL 6 om Aftenen blev det af Øvrighedspersonerne meddelt hende, at Ansøgning om Naade var forkastet, og at hun skulde halshugges næste Morgen KL 6. Hun modtog denne Efterretning jamrende; da hun blev spurgt, om hun havde forstaaet Betyd- ningen af, hvad der var sagt, svarede hun dybt sukkende »Ja!« og Taarerne løb hende ned ad Kinderne. Kl. 9 Aften fik hun Sakramentet under Nærværelse af Øvrig- hedspersonerne; det gjorde et højtideligt Indtryk paa hende. Flere trøstede hende senere paa Aftenen; der blev sendt hende Kager og Limonade fra Kastelianen. Hun takkede for de 11 Dages gode Behandling og beklagede, at »den lieben Leuten so viele Unruhe ihrethalber gemacht worden wäre«. Hun vilde ikke modtage Besøg af sin Svigerinde . . . »mine Børns Besøg var mig meget kære, nu kan jeg ikke mere!« Imellem KL 11 og 12 talte hun hjerteligt med Kathechet Liiders (der ikke forlod hende hele Natten) om sine Børn, men med stor Ængstelse undgik hun at tale om den myrdede Dreng. Paa Opfordring af Liiders lagde hun sig Kl. 12, men kun kort Tid var hun rolig; hun blev da urolig, som om hun havde Feber; drak, som om hendes Tørst var uudslukkelig, og forandrede synligt Udseende; Kinderne bleve indfaldne, Haaret blev fra Time til anden mere og mere blegt og var ved Morgen- stunden ganske hvidt! Hendes Puls slog 108 Slag i Minuttet. Ved Liiders’ Trøst blev hun noget beroliget og græd meget; rettede ogsaa Bebrejdelser imod en vis Pohl (der var den egent- lige Anledning til, at hun havde fattet sit fortvivlede Forsæt). Da Luders havde læst en Epistel for hende og for et kort Øje- blik forlod Cellen, sagde hun til den vagthavende Politimand: »Dat S—t hev ick all in mein Jugend kennt. He hett good snacken!« (Det Sludder (?) har jeg allerede kendt, da jeg var Lille. Han har godt ved at snakke!) Hun spurgte flere Gange, hvad Klokken var, og da den var sagde hun: »Ellers har