Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

46 Epaminondas-Epicur-Joh. Ewald Natten været saa lang, nu synes jeg, Tiden^gaar saa rask! jeg har nu halvtredie Time tilbage at leve; ak Gud!« Hun var ikke til at bevæge til at lægge sig ned; thi hun havde sat sit Haar paa en efter hendes Skik ret smuk Maade og frygtede, at Frisuren skulde lide Skade. Præcis KL 6 skulde hun gaa til Fængselgaarden; hun greb efter sin Straahat, men man betydede hende, at den skulde blive; saa tog hun hastigt et Tørklæde om Hovedet, som hun saa fik Lov at beholde paa. Efter at Præsten havde lyst Velsignelse over hende, blev hun grebet og spændt til Brædtet; hun raabte: »Nich so fast!» (Ikke saa fast!) Det var hendes sidste Ord. Brædtet blev skubbet frem; ved et Tryk bragtes den svære Faldøxe til at glide langsomt ned, og Hovedet var skilt fra Kroppen. Militæret, der havde holdt de tilstødende Gader afspærrede, blev af kommanderet, og Kl. 6 Vi saa Alt ud som sædvanligt. EPAMINONDAS, f 362 (363?) før Chr. (Cicero: de finibus. Yonge XXX. S. 168.) EPICUR, Filosof, 542—270 før Chr. (Seneca: Epistolæ ad Luci- Uum. _ Qeuvres de Séneque, le philosophe. Trad. de Lagrange. Lettre XXIV. S. 130.) JOH. EWALD. (Bobé: Bidrag . . .) Den 17. Marts 1781, om Formiddagen, kaldtes Frederik Munter til Digterens Dødsleje og blev Vidne til hans Bortgang. »Da jeg indfandt mig hos Ewald, droges han alt med Døden. Han rallede, men havde sine Sansers fulde Brug og forstod, hvad Dr. Schønheider bad med ham; laa stille hen; talte meget lidt. Hans Venner — Schønheider, Rogert, Sneedorf, Rothe og jeg — stod omkring hans Leje. Han beklagede sig til Anskow over, at han ikke kunde drage Aande, og da denne sagde til ham, at Døden var nær forestaaende, spurgte han, hvor mange Timer han endnu kunde leve. Anskow svarede, at han haabede, der kun var faa Timer tilbage. »Gud være lovet, Gud ske Lov,« sagde Ewald. Klokken 2 /4 Middag fik han nogle smaa Trækninger; han laa stille og sov rolig hen. Ingen af os kunde nøjagtigt bestemme, naar Dødsøjeblikket ind- traadte. Jeg, Rogert og Madam Skov saa ham dø. Fred være med hans Støv, Guds Fred! Hans Øjne bevarede deres Glans