Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

52 Frederik Commandanten sig til sædvanlig Tid; men der blev sagt: »Sekre- tærerne maa vente.« Kongen er falden i en Slags Søvn, af en stertorøs, ominøs Karakter, som om det var Dødens Søvn; han synes ikke at kunne samle sig, naar han af og til aabner Øjnene. Flere Timer efter, da han atter er kort Tid ved Bevidsthed, lader han Commandanten Rohdich kalde og forsøger at give ham Pa- rolen som sædvanligt; han forsøger det 2, maaske ; Gange, men mærker, at han ikke kan tale — og med et Udtryk af Sorg, der syntes at sige: »det er altsaa umuligt«, drejer han Hovedet og synker tilbage i Hjørnet af sin Stol. Rohdich brister i Graad; Kongen laa igen i søvnlignende Tilstand; — kort efter begynder Dødsrallen, som viste sig hele Dagen med Mellemrum. Der gaar Ilbud til Lægen Seile i Berlin; han kommer omkring KL 3 om Eftermiddagen; Kongen syntes lidt mere ved Bevidsthed, kendte sine Omgivelser; »hans Ansigt var snarere rødt end blegt, og i hans Øjne var der noget af den gamle ildfulde Glans«. Henimod Aften bliver han mindre febril; han falder i en blid Søvn med Sved; men da han vaagner, klager han flere Gange over Kulde og forlanger Puder, den ene efter den anden; en af Lægerne undersøger hans Ben og gør ved Tegn til de andre opmærksom paa, at de ere kolde op til Knæene. Nogen Tid efter mumler Kongen, da Doctoren er ude af Syne: »Hvad sagde han om Fødderne?« En af de Tilstedeværende svarede: »det Samme som før.« Kongen rystede paa Hovedet, som om han ikke troede det. En Gang drak han, gribende Bægeret med begge Hænder, en Slurk Fennikelvand, hans sædvanlige Drik, og syntes lindret derved. Henimod KL 9 om Aftenen var der en stadig kort Hoste, Rallen i Brystet, og Aandedrættet var mere og mere besværligt; han var nu næsten hele Tiden bevidstløs, i al Fald ikke mere end halvt ved Bevidsthed. Da Uhret over hans Hoved slog 11, spurgte han: »Hvad er Klokken?« »Elleve,« blev der svaret. »Klokken 4 vil jeg op.« En af hans Hunde sad paa en Stol tæt ved ham; henimod Midnat saa han, at den rystede af Kulde; »læg et Tæppe over den,« sagde eller stammede han; dette var maaske hans sidste helt bevidste Ytring. Senere, da han med Anstrængelse var kommen over et Anfald af Hoste eller Aandenød, sagde han: »La montagne est passée, nous irons mieux.« Hos Kongen var kun hans Kammerhusar Striitzki; Kongen holdt sin Arm om hans Hals, Striitzki holdt sin om Kongens Ryg og støttede med sin anden Arm hans Skulder; det var den Maade, hvorpaa Kongen bedst kunde aande; S. sad ubevægelig i denne