Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

54 Friedrich Wilhelm Da Kejser Wilhelm traadte ind i Sygeværelset efter at have tilbagelagt sin forcerede Rejse fra Norge, gled der et glad gen- kendende Smil over den Døendes Ansigt, men kort efter hen- faldt Kejserinden i en apatisk Tilstand. FRIEDRICH WILHELM (1688—1740). (Carlyle: History of Friedrich of Prussia. vol. V. S. 266.) Skønt syg, afvexlende i Rullestol og i Seng, besørger Friedrich Wilhelm dagligt sine officielle Arbejder med Punktlighed i 2 Timer; hans gamle Generaler sidde omkring hans Seng, snakke og ryge som for 5 Aar siden. Sædvanligt er der et Slags kon- stant Tobaks-Kollegium; hans Nætter ere de værste; ofte hører man ham om Natten paa sit Snedkeri; henad Foraaret bliver han bedre; i April 1740 lader han sig klæde paa og holder et To- baks-Parlament paa den gamle, formelle Maade; Pöllnitz be- skriver det; det er et stort Selskab, Talen gaar livligt ved Piberne, Kongen selv morer sig, ryger dog ikke med, men han er usæd- vanlig livlig — saa kommer Kronprinsen ind direkte fra Rheins- berg. Tobakscirklen rejser sig alle som én og bukker; det er en Regel, at Tobaks-Parlamentet ikke maa rejse sig for Nogen — men det har rejst sig. Det piner Kongen. »Hm, den opgaaende Sol?« tænker han; »Reglerne brudte for den opgaaende SoL Men jeg er ikke død endnu, det skal I faa at vide!« og han ringer arrigt paa sin Tjener: »Kom hit, Du, Hacke!« (en af Gæ- sterne!), siger han, medens han bliver rullet ud af Stuen, trods Protester og Undskyldninger. Hacke følger ham og kommer strax tilbage med Ordre fra Kongen, »at I alle strax forlade Paladset, allesammen, og I kommer ikke tilbage!« og næste Morgen, da Pöllnitz (Lægen?) som sædvanligt vil besøge ham, siger Gen- darmen: »Her kommer Ingen ind.« (!!) I Maj, da han føler sig mere syg, kalder han Præsten Roloff til Potsdam for at faa at vide, hvilke Chancer han har i den anden Verden. Generalerne ere tilstede; Roloff gaar ikke ind paa, at Kongen er saa god, som han selv tror; Generalerne kaldes til Vidne i forskellige Spørgsmaal, som Roloff forebringer. Blandt andet siger R., at Kongen maa tilgive sine Fjender, tilgive Alle, thi hvorledes kan han ellers selv vente at blive tilgivet? »Godt, det vil jeg; Du, Feckin, skriv til Din Broder, den utilgiveligste af Alle, naar jeg er død, at jeg tilgiver ham og døde i Fred med ham.« R. tror, det er bedre, om Majestæten strax skrev. »Nej, først naar jeg er død-------det er klogere!«