Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Friedrich Wilhelm 55 Den 26. Maj sendes der Ilbud til Rheinsberg, at hvis Friedrich vil se sin Fader i Live, maa han komme. Han rejser hurtigt, og tæt ved Potsdam-Slottet ser han i Frastand Faderen i hans Rulle- stol, ikke døende, men givende Ordre om et Hus, der skal byg- ges for en engelsk Groom, som havde plejet Hestene godt! Da han ser Sønnen, strækker han sin Arm ud, og Sønnen synker knælende til hans Bryst: min Fader, min Fader! min Søn, min Søn! De, som stode hos, græd af Bevægelse; Kongen blev an- greben og maatte til Sengs. Samme Dag dikterede han Instruxen for sin Begravelse, et langt Aktstykke! med alle Detailler! De følgende 3 Dage havde han lange Samtaler med Sønnen; af og til bleve Generalerne kaldte ind, snakkede og røg Tobak og saa venlige ud — til Kongen igen blev alvorlig og fortsatte sine In- struktioner til Sønnen, saa maatte de ud. Han vilde nu abdicere forat dø i Fred. Af og til hører man ham bede; han siger: »Betet, betel!« Han citerer Skriftsteder. Da der synges en Psalme, han holder meget af, og i hvilken der staar: »Nøgen kom jeg til Verden, nøgen skal jeg gaa bort«, siger han livligt: »Nej, ikke helt nøgen, jeg skal have min Uniform paa!« Den næste Dag taler han med Præsten, siger Farvel til sin yngste Dreng, der var syg efter Mæslinger, lader sig derpaa rulle ind i Dronning Sophies Værelse: »Feckin, o, min Feckin, Du maa staa op i Dag og hjælpe mig saa godt, Du kan. I Dag dør jeg; Du maa være hos mig i Dag!« Om Aftenen samler han en Mængde officielle Personer; han vil abdicere; fra Forværelset kan han se sine Stalde; han giver Ordre, at Hestene skal trækkes frem, og beder to af de gamle Generaler vælge den, de synes bedst om. Dessau peger i Tavshed paa en af dem: »Du har valgt den daarligste, tag den anden dér, Du kan være vis paa, den er god!« Den gamle Dessau takker stille, hans strenge Ansigt ser bevæget ud, han kæmper med Graaden: »Næ, næ, min Ven, det er jo en Gæld, vi alle skal betale,« siger Friedrich Wilhelm. Da Dron- ningen, Friedrich, Ministrene og alle de andre ere samlede, gør Friedrich Wilhelm sin Declaration, hvorved han abdicerer; en lang Declaration, hvis Sætninger alle gentages, en efter en, af den gamle General Bredow — — Kongen besvimer og føres til Sengs. Næste Morgen ser han dog paa Vagtparaden fra sit Vindue. KL 11 sendes der Bud efter Præsten Cochius; han finder Kongen i Seng, ved Bevidsthed, men meget mat; han kan næppe tale. Cochius beder med Iver og med høj Stemme, for at den døende Konge kan høre det og følge ham. »Ikke saa højt,« siger Kongen. Han er kommen til at huske paa, at hans Tjenere