Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

72 Hegesias-Heiberg den 12. December bad han om Eftermiddagen sin Datter læse sit Yndlingsdigt, Schillers »Spaziergang«; han tog derefter Afsked med sine Nærmeste. Den 13. December 186; om Morgenen 40 Minutter efter 5 døde han.« HEGESIAS, cyrenæisk Filosof, levede i Alexandria omkring 260 før Chr. (Cicero: Tuscul. Disput. Yonge S. 320.) HEIBERG, P. A. (1758—1841). (Otto: Livserindringer. S. 65. P. A. Heiberg i Paris 1821 og 1840.) Otto fandt i 1821 den landsforviste, ensomme Mand »med- delende, men paa samme Tid ensidig, paastaaelig, streng og ofte bitter. Han var derfor ingenlunde behagelig i Samtale eller Om- gang, og dristede man sig til at ytre en anden Mening end han, blev han hæftig, ja vred 1« — Han omgikkes ingen af de Danske i Paris, heller ikke Malte Conrad Brun. I 1840 fandt Otto P. A. Heiberg i et »Hotel af 4. eller 5. Rang« i tredie Etage. »Det Første, som mit Øje faldt paa ved Indtrædelsen, var en Mand med nedbøjet Hoved, siddende i en Lænestol ligefor en stærkt flammende Kamin. — Ansigtet fore- kom mig ikke synderligt ældre end for tyve Aar siden — Al- derens Sløvhed og Slaphed prægede sig i Ansigtets Muskler. Et svagt, ikke mere bittert, kun Vemod, men ikke Sympathi væk- kende Smil var den eneste Forandring, jeg i de to Timer, jeg var hos ham, nu og da opdagede i dette engang saa aandfulde og lidenskabelige Ansigt. Øjnene vare aabne, men ikke modtage- lige for det ringeste Lys, og den Ild, der engang luede af dem, var aldeles udslukket.« Den blinde Mand sad med krum Ryg og bøjet Hoved; hans Tale var langsom, og han søgte efter Ordene; han sagde selv, at han ogsaa maatte søge efter Ordene, naar han talte Fransk. »Min Hukommelse,« tilføjede han, »er næsten al- deles borte. Jeg erindrer vel, hvad der for længe siden har til- draget sig, men slet ikke, hvad nyligen er sket.« Han var mat, saa at han kun kunde gaa fra Sengen hen til Kaminen, hvor han da sad den hele Dag for at holde sig varm og nød sine enkelte, tarvelige Maaltider, for atter derfra henimod Aften at begive sig til sin Seng. Han var dog fuldt paaklædt. Paa denne Maade havde han tilbragt de sidste fem Aar. Ingen besøgte ham. En gammel Kone hjalp ham af og i Sengen og lavede hans Maaltider; hun læste en Gang imellem lidt op af et fransk Blad for ham, men ellers hørte han intet; han havde ikke Raad til at lønne Nogen for at læse op. Med Otto talte han en Del; men