Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Heim-Helga den favre 7; han var ligegyldig ved Alt, hvad han fortalte. »Jeg føler mig meget tilfreds,« sagde han til Otto, »thi Alle her i Huset ere meget gode imod mig og vise mig al mulig Opmærksomhed; min Rolle er udspillet i Verden, og jeg sidder jo egentlig nu kun her og venter paa min Død! Tanken foruroliger mig ikke!« Da Otto 3 Maaneder senere besøgte ham, i Februar 1841, sagde Heiberg ved Afskeden: »Farvel, hils min Søn! Naar De igen kommer til Paris, finder De mig ikke mere!« Fjorten Dage efter fik Otto at vide, at han var død. Han var da 83 Aar gammel. HEIM. Notizen tiber den Tod durch Alpsturz etc. Foruden Heims Beretning om sit eget Fald, som findes i Texten, findes i hans Afhandling forskellige andre Beretninger: En nordbøhmisk Postmester, der i 1871 som Saarig Dreng styr- tede i 22 Meters Højde frit ud over en Klippevæg, beretter til Heim: »Under Faldet havde jeg absolut ingen ubehagelige For- nemmelser. Jeg erindrer tydeligt, at jeg slog 3 eller 4 Kulbøtter i Luften; jeg havde kun én Sorg — jeg kunde miste min Lomme- kniv, som min Fader lige havde foræret mig! Trods den svære Hjernerystelse og de talrige Hudafskrabninger, jeg fik, kan jeg dog kun atter forsikre, at jeg ikke havde den mindste smertende eller ængstende Fornemmelse ved Faldet. Selve Faldet paa Bun- den følte jeg slet ikke; jeg maa i Forvejen have været ganske uden Bevidsthed.« Klubmedlemmet Sigrist faldt baglæns ned fra Toppen af »Kärf- stock«. »Faldet, som dog gik bagover, var paa ingen Maade, som man sædvanligt tror, forbundet med den beængstende Fø- lelse, som man ofte har i Drømme, tværtimod, jeg følte, som om jeg paa den behageligste Maade svævende blev baaret nedad, og var ganske ved Bevidsthed under Faldet. Jeg oversaa min Si- tuation uden Ængstelse eller Pine og tænkte paa min Families Fremtid, som jeg antog sikret — og dette tænkte jeg med en Hurtighed, som ellers ikke vilde være mig mulig. Der var ellers ikke, som Folk siger, Spor af at tabe Vejret, og det var først, da jeg slog stærkt imod det snebedækkede Fjeld, at jeg uden Smerte tabte Bevidstheden. Jeg følte ikke de tidligere modtagne Afskrabninger paa Hovedet og Lemmerne. Jeg kunde ikke tænke mig nogen lettere og skønnere Dødsmaade. Men da jeg vaagnede op igen, var der jo andre Fornemmelser.« HELGA DEN FAVRE. (Sagaer. I. S. 176.)