De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

116 KØBENHAVN 1536—1660 forlangtes af ham og rette for sig som en ægte Mester af Lavet, kan det vel ikke undre, om han saa ogsaa fordrede sine Lavsrettigheder overholdt paa det strengeste. Som den første af alle Lavsrettigheder stod — som foran omtalt — hvert Lavs Eneret til at udføre sit særlige Arbejde. Med andre Ord: Lavene behøvede ikke at frygte for nogen Konkurrence. Følgen deraf var blevet, at hvert Lav mente at have Monopol paa sine Varer, og at enkelte Lav satte saa ublu Priser paa sine Frembringelser, at Øvrigheden maatte gribe ind og regulere Forholdet. Vi saa saaledes foran, at Kong Hans i 1507 fandt for godt at ophæve alle Skomagerlav »fordi den menige Mand tit og ofte har kæret °g klaget paa dem af Skomager Embedet, at de have sat og gjort uredeligt Køb paa Sko«. Og i 1526 ophæver Frederik I alle Lav »for den Splid, Tvedragt og Uly- delse«, de afstedkom blandt Almuen. Men Samfundet var for lidt udviklet, til at Lavenes faste Rammer kunde und- væres. Efter hvert Paabud om Lavenes Ophævelse ser vi dem dukke frem paa ny, før eller senere. Efterhaanden som Kongemagten vinder i Styrke og med større og større Iver tager sig af Udviklingen af det økonomiske Liv i Staten, bliver Kampen med Lavene mere og mere skarp. Men det er først en Menneskealder efter Enevæl- dens Indførelse, at det lykkes den souveræne Konge at faa Bugt med de gamle indgroede Lavsvaner og Lavsanskuelser. Christian III tager den gamle Kamp op med i sin Reces at forny det før ud- stedte Bud, at »ingen Haandværker herefter skal besværes med Mesterstykke at gøre. Han skal ikke udi Haandværket give mere end 1 Gylden og maa ikke hindres at komme i Haandværket, om han er god for det«. Og som Forklaring paa den sørge- lige Kendsgerning, »at der her i Riget findes faa Haandværksfolk, som noget kunne«, anfører Kongen selv den onde Skik, at naar en ung Haandværker, der har lært sit Haandværk, vil nedsætte sig og søge at tjene til Livets Ophold derved, saa bliver han »af de Gamle« d. v. s. de ældre Mestre, vægret at komme i Lavet, »medmindre han gør et Mesterstykke, og hindres med Gæstebud og anden stor Besværing«. Det var i Virkeligheden Regeringen selv, der gav Lavene den Magt og Myndighed, som den bekæmpede. Ti den overlod til Lavene at bestemme, om den vordende Haandværksmester »var god for sit Embede«, det vil sige, Regeringen overlod La- vene selv at regulere Tilgangen af nye Haandværkere. Og eftersom der blev saa meget større Fortjeneste, jo færre der var om at dele den, gjorde de gode Lavs- mestre det saa besværligt som muligt for andre at komme ind. Og Sagen var ikke klaret med Christian Ill’s Forbud mod »Mesterstykket«, altsaa Beviset for den Sø- gendes Dygtighed, ti selv om Mesterstykket en Tid muligvis er bortfaldet, vedblev »Igangspengene« at staa ved Magt. Det var den Maade, hvorpaa »de Gamle« kunde holde »de Unge« fra Lavet. I Marts 1578 skriver Frederik II, at han har erfaret, at det gik »fast ulideligen til« i København med de Haandværksfolk, som begærer at komme udi noget Lav. »Udi saa Maade, at mangen besværes med 20 eller 30 Daler at give, før han kan vinde Lavet, mest af den Aarsag, at de andre Lavsbrødre ikke gerne lide andre der, som kunne noget godt, men med slig Skattelse (Afgift) understaa sig dem at for- trænge, hvorover her udi Riget nu befinder sig stor Brøst for godt Haandværksfolk.« En Menneskealder senere, Marts 1600, lod Christian IV Borgmestre og Raad kalde Lavs-Oldermænd og Bisiddere op paa Raadstuen med deres Lavsskraaer, for