De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

HAANDVÆRK OG INDUSTRI 117 at disse kunde blive gennemset og blive forsynet med Forskrifter »som det kunde være den menige Mand gavnligt«, saa den fordærvelige Besværing med Beskatning af enhver, der vilde ind i Lavet, den »unyttige Drik«, der ofte foregik ved Optagel- sen, »Lavsbrødrene selv til Fordærvelse« kunde afskaffes. Her kunde det nu næsten se ud, som om Landets højeste Myndighed, selve kongelig Majestæt, lige saa lidt som Byens Øvrighed, den vel vise Magistrat, havde større Syn paa Forholdene end Lavsmestrene. Som disse kunde de synes kun al liave haft deres egen, øjeblikkelige Fordel for Øje. Noget af det, der gav Lavene virkelig Betydning i Datidens Samfundsliv, var deres indbyrdes Sammenhold, Bro- derskabsfølelsen mellem de enkelte Medlemmer. Et Udslag af denne Broderskabs- følelse var Lavenes gamle, hævdvundne Ret til at holde indbyrdes Justits. Lavet var Værneting for dets Medlemmer, idet en Række Forseelser blev afgjort ved 01- dermandens og Stolsbrødrenes Kendelse. Men dette Forhold medførte et Tab for Kongen og for Byen. Ti hægge havde en ikke uvæsentlig Indtægt af de Bøder, der blev idømt paa Bytinget for bestemte Forseelser. Og for ikke at gaa glip af disse Bøder blev denne Lavenes gamle Ret op- hævet og alle saadanne Sager fremtidig henvist til Bytinget. Men denne Foranstaltning lader sig mulig dog forklare. Ophævelsen af denne gamle Ret var sikkert et af de alvorligste Stød, der kunde føres mod Lavsvæsenet, maaske det mest dødbringende, naar man ikke vilde skride til dets fuldstændige Ophævelse, og dertil var Tiden ikke moden endnu. Men allerede nu virkede det saa hæmmende, at Christian IV i Forening med Byens Magistrat kunde anse sig for berettiget til at indskrænke Lavenes Magt paa alle Omraader, selv om man ogsaa foreløbig skulde komme til at kaste noget værdifuldt over Bord. København var dengang, som vist i det foregaaende, i stærk Udvikling. Den var i Begreb med at blive en stor By. Den tiltagende Handel og Søfart bragte Penge til Byen og til Landet, der byggedes meget ikke blot af Kongerne men af Adelsmænd og Borgere. Trangen til Haandværkere og til Haandværkere, som kunde noget, som bl. a. kunde tilfredsstille Tidens voksende Krav til Skønhed og Smag, blev stærkere og stærkere. Men de gamle Lav lod sig ikke røre af sligt, hvad vedkom nyere Ei- ders eller et mere fordringsfuldt Publikums Krav dem? De lavede deres Arbejder, som de havde lært det paa deres afstukne Lærevej som Dreng og som Svend, de leve- rede godt og ustraffeligt Arbejde, og de leverede ikke mere, end der var Brug for, saa Markedet ikke blev oversvømmet, hvorved Priserne vilde gaa ned til deres egen Skade. Det havde de i deres Magt at bestemme ved Reglerne om, hvor mange Svende og Drenge enhver Mester maatte have, det vil sige hvor meget Arbejde en- hver Mester maatte producere; og Mestrenes Tilgang til Lavet var de saa nogenlunde i Stand til at regulere gennem »Igangskosten« og »Igangspengene«, — ti Regeringens Forsøg paa at indskrænke Udgifterne til 1 Gylden i det hele blev aldrig til Alvor, det vidner Paabudets Gentagelse om. Lavsvæsenet var ikke blot bleven en Bremse paa Udviklingen, men en Byrde for Befolkningen. Saa længe Lavsmestrene leverede gode Varer, var der vel ikke saa meget at sige til, at de tog sig ordentlig betalt. Men naar Borgerne maatte give høje Priser for daar- lige Varer, var der al Anledning for Øvrigheden til at skride ind. I 1590 fandt Ma- gistraten det saaledes betimeligt at henvende sig til de forskellige Lav. »Først ville Borgmester og Raad,« hedder det, »at Bryggerne skulle efter denne