De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

BEBYGGELSEN EFTER 1807 205 1807, den store Grund mellem Landemærket og Aabenraa, paa hvilken Fattigvæse- nets Arbejdsanstalt havde staaet, indtil den brændte under Bombardementet. Her havde Conrad Hauser, en af Tidens store Handelsherrer, paa egen Haand søgt at rande Bod paa den almindelige Nød ved at opføre de store, solide og velindrettede Huse, der danner en saa tiltalende Modsætning til de fleste andre efter 1807 opførte Bygninger. Den Gade, der fremstod her, kom i Anerkendelse af Hausers Virksomhed til at bære hans Navn. I daglig Tale blev dette ogsaa overført paa den store lomt lige- overfor Hausers Huse, hvor Tvangsanstalten havde staaet, efter at Hauser i 1819 havde faaet den planeret og udlagt til Plads, og Navnet beholdt den officielt, da Kongen i 1838 bestemte, at »den saakaldte Hauserplads« skulde overlades Staden som Hjælpetorv for Kultorvet. Paa denne Tid, en Menneskealder efter hint Ulykkesaar, begynder Udviklingen atter at tage Fart. I de første 40 Aar af Aarhundredet er Københavns og Frederiks- bergs Indbyggerantal vokset fra 102,147 til 123,123, fra 1840 45 til 129,300 og fra 1845—1855 — til Trods for at der i Kolerasommeren 1853 døde 4737 Mennesker til 147,933. Allerede i 1810 begyndte Folkemængdens Vækst at gøre sig gældende; der bliver Trang paa Byggepladser, men da man ikke — paa Grund af Fæstningen — kan faa Lov til at bygge umiddelbart uden for Voldene, bliver der ingen anden Udvej end at bygge Husene højere end før. De eneste Gadeudvidelser København har i første Halvdel af Aarhundredet er de foran omtalte Anlæg af Kronprinsesse- gade samt Hausergade og Hauserplads, Nikolaigade, der fuldføres 1849, og om man vil — Bygningskomplekset »Lille København«, der var bleven opført for biand- lidte Smaakaarsfolk paa den Plads, livor Ny Toldkammer-Bygning blev bygget i 1878, og som i 1820 var bleven erhvervet af Staden til Fattigboliger. København laa da endnu ved Aarhundredéts Midte som en fredelig Idyl bag de skærmende Volde, som Christian IV i 1629 havde draget rundt omkring Byen. Og den var endnu for Alvor en Fæstning. I 1841, da Kronprins Frederik (VII) og hans anden Gemalinde, Mariane, blev hentet med Damperen »Hekla« til deres Bryllups- Indtog fra Linieskibet »Christian VIII« ude paa Rheden, maatte den slukke Ilden under sine Kedler, da den kom lil Bomløbet, og gaa derfra gennem Havnen op til Kronometertrappen ved Holmens Kirke, med den Damp, den havde oppe. Pi intet Fartøj maatte af Hensyn til Krudtbeholdningerne i Fæstningen og i Orlogsskibene, have Ild om Bord i Havnen. Men ind i den lille Idyl var der af og til kommet Bud fra den store Verden udenom. Ikke blot Dampen, som foreløbig ikke gjorde megen Uro, lige saa lidt som Cigarerne (1805) og Tændstikkerne (1833). Men desmere det, som man kaldte Poli- tik. Folk begyndte efter 1830 at raisonnere og vilde have en Mening med Saa længe sjette Frederik levede, han, »som alene vidste, hvad os tjente,« ev a og ved det gamle. Men med Christian VIII’s Tronbestigelse begyndte den nye lid. Søofficerer af den gamle Skole vilde nu paastaa, at den gode, gamle lid var tor i den Dag Kongen 1833 var gaaet om Bord paa en Møgvogn af en Damper tor at rejse til Kiel, i Stedet for at bruge et honnet Sejlskib, som alle Danmarks gonger før ham. Og Landofficerer ansaa 1842 for at være Grænsen mellem den nye lid og den gode, gamle, det Aar, da et af Fæstningens hellige Enemærker Glaciset u en for Vestervold, blev krænket ved Anlæget af Københavns Sommer-Tivoli & Vaux- hall. Der var vel dem, der mente, at den nye Tid begyndte, da det første Jernbane-