De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

NÆRINGSLIVETS OPKOMST 29 norske Konge, under et snedigt Paaskud blev holdt tilbage paa Bornholm, hvor Storm og Vind havde drevet hende ind paa Rejsen til Bryllupet. Skaffede Kongens Besiddelse af Byen saaledes dens Boigeie tester og Fornøj- elser at glæde sig ved, saa fulgte der andre 1 ing med, der ikke vai saa behagelige. I 1368 begyndte den store Krig med det mægtige Hanseforbund samt Holsten, Meck- lenborg og Sverige. Af Bestemmelsen i t orbundstraktaten mellem Hcinscstædeine og' Hertugen af Mecklenborg, om at Københavns Hus (Borgen) skulde nedbrydes og ødelægges, ser man bedst, hvor farlig en Handelsmedbejlei Hansestæderne ansaa København for at være, og det har sikkert været med inderlig Glæde, at de i Juli 1369, efter at Byen 2. Maj Aaret forinden var bleven erobret og ødelagt, sendte deres Stenhuggere herop for ganske at jævne Københavns Hus med Jorden. Fra Lybek kom der 20, fra Stralsund 10, Rostock 8, Wismar 5 og Greifswalde 4. Og 30. November 1369, da Freden blev sluttet, var der heller ikke Sten paa Sten af Kø- benhavns Hus. Efter Valdemar Atterdags Død 1375 inddrog Biskop Niels Jepsen straks den øde- lagte By under Bispestolen uden Indsigelse fra Dronning Margrete, og den blev nu 40 Aar i Ro under denne. Men under alle de urolige Begivenheder, der havde fulgt hinanden Slag i Slag de første 75 Aar af det XIV. Aarhundrede, var det blevet aabenlyst for alle, at Landets Tarv krævede, at København var i Kronens Haand. Da derfor Biskop Peder Jensen Lodehat 1416 afgik ved Døden, gjorde Kong Erik af Pommern sig til Herre over Borgen og Byen og paastod, at København uret- mæssig var bleven Kronen berøvet, idet Biskoppen Niels Jepsen efter Kong Valde- mars Død havde »taget den med Vælde« og derved lagt for Dagen, at han ikke havde nogen lovlig Ret til den. Herimod paastod Roskildebispen, at Kong Valdemar kun havde haft Byen og Borgen til Laans i de vanskelige Tider. Men det var ikke længer som i gamle Dage. Ærkebispen i Lund, den kloge og dygtige Peder Lykke, stod paa Kronens Side, og der var heller ingen Tvivl om, at de verdslige Raader i Rigsraadet gjorde det samme i dette Spørgsmaal. Og uagtet Roskilde-Bispestol sik- kert havde den soleklareste formelle Ret til Byen, formaaede den dog ikke paa Grund af Tidens Krav og de særlige Forliold at gøre denne Ret gældende. Trods alle Protester blev København nu i Kronens Besiddelse. III. NÆRINGSLIVETS OPKOMST. — BYENS BEFOLKNING. Det var, som ovenfor omtalt, de fremmede Købmænd, der kom hertil paa Silde- markedets Tid, som havde givet Byen Navn og været den væsentligste Anledning til dens Opkomst. Men hvis der ikke havde været andet end Sildene og den med deres Omsætning forbundne Handel med alle Slags Varer, der drog Købmændene til Ste- det, vilde København sikkert have lidt samme Skæbne som Falsterbo og Skanør, der en kort Tid, — fra Slutningen af det XII. Aarhundrede omtrent til Midten af det XVI. — var en af Europas mest levende Handelspladser, for derefter at synke hen i