De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

30 KØBENHAVN UNDER BISPESTAVEN Glemsel og Tomhed. En saadan Tilstrømning som i denne Periode til Falsterbo og Skanør har der vel aldrig været til Havn eller København paa Silkemarkedets Tid; en fransk Rejsende fra Midten af det XIV. Aarhundrede fortæller, at der i Markeds- maanederne var 300,000 Mennesker beskæftiget her, alene med at fange Sild. Man kunde i Frederik I.s Tid, da Fiskeriet alt var i Aftagende, endnu tælle mellem 7000 og 8000 Baade under Skaanes Vestkyst og mellem 37,000 og 38,000 Fiskere. Hertil kom saa yderligere de mangfoldige Mennesker, der havde med Silden at gøre, naar den først var kommet i Land, og som i Modsætning til de i Reglen danske Fiskere oftest var Tyskere, nemlig Saltere, Pakkere, Vragere og Bødkere samt endelig Søfolkene paa den store Mængde Skibe, der stævnede hid baade fra Øst. og Vest. De KONGENS J sidste, fra Hansestæderne ved Vesterhavet og de engelske Byer, betegnedes som »Omlandsfarere«, det vil sige dem, der sejlede uden om Skagen og det frygtede Jydske Rev. Og naar Markedstiden nærmede sig, kunde man i tyske Østersø-Havne se løsagtige Kvinder i Mængde hyre Skib og begive sig over til Markedet, hvor det ’ efter Tidens Skik gik vildt nok til med Drik og Dobbel, Slagsmaal og anden Vold- somhed. Hvis det er rigtigt, hvad nogle Oldforskere have ment, at det i Oldtiden be- rømte Haløremarked har været holdt paa Amagers nordlige Kyst, der løb ud i en Pynt og kaldtes Rævshalen, har Havn tidligere været Vidne til en lignende Virk- somhed, om ikke saa storslaaet, som den ved Falsterbo og Skanør i det nævnte lidsrum. Og endnu 200 Aar efter at Absalon havde bygget Borgen, var Fiskeriet saa rigeligt, at der ikke længer var Plads til dets Udøvelse. I det XIV. Aarhundrede lægges Fiskeriet fra den hurtigt opvoksende By ud til Dragør, og kun Navnet Bre-