De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

32 KØBENHAVN UNDER BISPESTAVEN niende og for deres Varers. Det var i Reglen ugifte Folk, Svende, som var udsendt af Købmændshuse eller Købmændsforeninger i deres Hjemstavn, og da de maatte betale en Afgift til Magistraten af et Pund Peber af hver Bod, som de fik Lov til i 3 Dage at opslaa paa Gaden, fik de Betegnelsen Pebersvende, der senere er gaaet over i Sproget som Betegnelsen for ugifte Mænd. De fremmede Handelsmænd kaldtes »Gæster«, og de, der blev liggende Vinteren over, kaldtes »Liggere«. I Begyndelsen var de fremmede Købmænd sikkert alle Gæster, og først efterhaanden blev de Lig- gere. Navnet paa Byens Hovedgade, Tyskemannegade (senere Vimmelskaftet), der først kommer for i Dokumenter fra Slutningen af det XIV. Aarhundrede, men sik- kert er meget ældre, er ikke noget afgjort Bevis for, at Gæsterne, der saa godt som alle var Tyskere, paa den Tid, da Navnet opkom, havde fast Bolig her og altsaa var Liggere. Det kan lige saa godt have sin Oprindelse fra Gæsternes Boder. Ti i Markedstiden, hvad enten Gæsterne lejede sig ind hos Borgerne eller boede om Bord paa deres Skibe, havde de deres Udsalg fra Boder, som de havde slaaet op paa Gaden, og det ligger nær at antage, at de fremmede Købmænd lige saa godt den Gang som senere har haft Øje for »Strøgets« Betydning og særlig har holdt til her. Det var især Hansestæderne ved Østersøen, frem for alle Stettin, Wismar og Stralsund, der sendte Købmandssvende til København. Der dannede sig i disse Byer Handelsforeninger eller Handelsselskaber for Handelen paa København, og ligesom der fandtes Bergensfarer-Kompagnier og Skaanfarer-Kompagnier, fandtes der ogsaa Københavnsfarer-Koiiipagnier, hvis Udsendinge altsaa først som Gæster siden som Liggere varetog deres Interesser i Byen. De synes ikke at have haft Lov til at handle paa Torvet de to ugentlige Torvedage, Onsdag og Lørdag, i alt Fald ikke i Begyn- delsen, ifølge den Bestemmelse i de ældre Stadsretter (1254 og 1294), der for- bød dem sætte Skamler eller Kramdiske op paa Torvet med Handelsvarer. Selv Fødevarer maatte Gæsterne ikke købe paa Torvet. »Ingen Gæst maa paa Torvet købe Korn i Skæppe eller Flæsk til Borgernes Skade; det maa alene Bor- gerne«, hedder det i den ældre Stadsret, og ej heller maa nogen Borger i Byen købe for Gæsterne, hvorved disse vilde faa Varerne bedre og billigere. Da den næste Stadsret gives 40 Aar senere, synes man at have gjort Erfaringer om, at Gæ- sterne forstod at gaa uden om Bestemmelserne, ti der hedder det endvidere, at den Gæst, der køber Fisk eller andre spiselige Ting før den bestemte Torvetid, mister, hvad han har købt. Senere fik dog Gæsterne Lov til at købe Madvarer paa Torvet til en bestemt Tid, efter at Byens Borgere havde forsynet sig. Handelen med deres egne Varer synes at have været tilladt alene fra Boderne paa Gaden og fra Gæster- nes Boliger eller Pakhuse, saa længe Markedet varede. Men ogsaa her gjaldt der Be- stemmelser, der gik ud paa at lægge saa mange Baand som muligt paa Gæsternes Handelsfrihed. Blodige (d. v. s. friske) Huder maatte de ikke købe, ej heller ugarvede Skind, og af Lærred og Klæder maatte de kun sælge saa meget, som der kunde tages under Armen af Køberen. Torvehandelen var altsaa, som det synes, forbeholdt Byens Borgere alene. For at sikre sig imod at en Ordstrid, som saa let kan opstaa mellem Køber og Sælger, skulde udarte til almindeligt Slagsmaal, — ti i hine Tider stod behjærtede Folk ikke med Hænderne i Lommen og saa paa, at det gik en Ven eller Slægtning ilde, men alle tog Parti for eller imod, — var der sat tredobbelte Bøder for at »krænke