De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

NÆRINGSLIVETS OPKOMST 33 Torvefreden«. Var det i hin lovløse Tid i Almindelighed 1 ilfælde, at dei ikke vai langt fra Ord til Handling, saa gjalt det sikkert særligt paa lorvedagene, hvoi dei var langt mere Anledning til Strid og Uenighed end ellers. Og det vai sikkeit en meget betimelig Foranstaltning at sætte tredohbelte Bøder for enhvei Foi bi ydelse, der blev begaaet under Torvetiden. Det, der voldte mest Ufred, vai naturligvis som endnu i vore Dage paa Torvene Køberens Utilfredshed med den købte Vare, det laa nær for den misfornøjede at give sine Følelser Luft, og var der tørst faldet et Ord, der med god Villie kunde forstaaes som Snyderi eller lignende, var Slags- maalet et Øjeblik efter i fuld Gang. Det vidner derfor om Menneskekundskab hos Byens højærværdige Herre, naar Bispen i Stadsretten giver særlige Bestemmelsei om Handeler, som af en eller anden Grund ønskes ugjort. Havde man haft den købte Vare Natten over i sit Hus, nyttede det ikke at komme og vilde give den tilbage. Saa stod Handelen ved Magt, lige saa vel som naar der var drukket »Lidkøb« paa en Handel. Nu om Stunder kan man høre Handelsfolk paa Marked eller lorv opfordre til »at drikke« paa en Handel; der bruges da gerne den forvanskede Form »at drikke Ligkøb«. Lid er et gammelt nordisk Ord for stærk Drik, og man kunde vel i nyere Sprog nærmest gengiv^ »Lidkøb« ved Ølkøb eller Dramkøb, da det jo dog var Reglen at tage en Dram eller et Glas 01, til Tider vel begge Dele, paa Købet. I Lande, hvor Vin er den gængse Drik mellem Menigmand, liedder det i Overensstemmelse hermed at drikke Vinkøb paa en Handel. — Men havde man kun beseglet Handelen med et Haandtryk eller Haandsalg, som det hed, kunde den misfornøjede Part forlange, at den skulde gaa tilbage samme Dag, dog kun imod at han erlagde Modparten 2 Øre, hvilket ikke svarer til samme Møntbetégnelse i vore Penge, men som paa Stadsret- tens Tid (1294) har haft en Værdi af 4 Lod Sølv. Ved en Handel, som endnu ikke er ganske afsluttet, siger man endnu, at man har det eller det »paa Haanden«, det vil sige, at Handelen kan gaa tilbage endnu, og fra den gamle Skik at give hinanden Haan- den paa en Handel, »Handsel«, stammer sikkert den ejendommelige Spytten paa de modtagne Penge, som Sælgekoner den Dag i Dag anvender ved Gammel Strand og andre Steder, hvor gammel Sæd endnu holdes i Ære. li ved at spytte paa de mod- tagne Penge gjorde man dem lykkebringende og mærkede dem paa en egen personlig Maade som sine. Man troede derved at binde dem til sig, saa man ikke vilde blive nødt til at give dem fra sig igen, ved at Køberen forlangte, at Handelen skulde gaa tilbage. Spytningen skulde saaledes paa en hemmelighedsfuld Maade give en Handel samme Retskraft, som Lidkøbet gav den aabenlyst og juridisk. Det var vel i Reglen Landets egne Frembringelser, der blev bragt til Torvs paa lorvedagene, og som oftest kun saadanne Ting, som svarede til Datidens faa og simple Fornødenheder. Den store Stab af Sælgerne var Omegnens Bønder, der ligesom i langt senere Tider — kom til Staden og falbød deres Kød og I1 læsk, Korn, Smør, Fedt og Talg, Humle, Malt, Huder, Trækul og Vadmel, Fjerkræ, Heste og Hornkvæg. Fiskerne mødte med deres Fisk, ferske, saltede, tørrede og røgede, Byens Haandværkere med deres forskellige Frembringelser. De fremmede Varer, som væsentlig kom hertil ved det store aarlige Marked, har vel ogsaa paa 1 orve- dagene figureret i de indenlandske Købmænds Boder. Fra Sverige kom der Jærn, Kobber, i in og Bly, fra Preussen og Østersøstædeme bl. a. 01, Tjære og Hamp; fra Rusland Pelsvarer, Voks og Honning; og fra de flanderske og engelske Byer endelig kom der Klæde og Tøjer, Lærreder, Olie, Ris ved Siden af Sæber og Lys,