Materialkemi For Bygningsteknikere

21 Varmemængde, naar et brændbart Stof ilter sig, ligegyldigt under hvilke Forhold det sker, selv om der ikke er Tale om nogen egentlig Antændelse. 1 Organismerne finder der netop en saadan langsom Iltning med deraf følgende Varme- udvikling Sted, idet Blodet optager Ilt i Lungerne, og paa sin Vej gennem Legemet ilter det dermed Kulstoffet til Kul- syre, der atter udaandes. Et noget lignende Forhold gør sig gældende ved Selv- antændelse af Stoffer, der ikke i og for sig er selvantænde- lige, f. Eks. svovlholdige Kul, fedtet Tvist o. lign. Der fore- ga ar her en langsom Iltning, og da den derved udviklede Varme kun langsomt ledes bort, stiger Temperaturen efter- haanden saa højt, at der sker en Antændelse. 16. Stofferne kan enten brænde med Flamme eller blot ved Glødning. Da Flammen bestaar af brændende Luftarter, vil et Stof kunne brænde med Flamme, hvis det selv er luftformigt eller under Forbrændingen udvikler Luft- arter ved Fordampning eller Sønderdeling. Magnium bræn- der med Flamme, fordi det fordamper under Forbrændingen. Stenkul brænder med Flamme, fordi det under Forbrændin- gen sønderdeles og afgiver brændbare Luftarter. Flammerne kan være lysende eller ikke-lysen de. Be- tingelsen for, at en Flamme lyser, er, at der i Flammen ud- skilles faste Partikler, der kan blive glødende og derved udsende Lys. Derfor er Magniumsflammen stærkt lysende; thi ved Forbrændingen omdannes Magnium til et fint Pul- ver, Magniumilte, der gløder stærkt. I Gas- og Petroleums- flammer udskilles der fint Kul i Flammens Indre, og dette udsender Lys ved sin Glødning, idet det først forbrænder i Flammens yderste Del, der derfor er den varmeste. Blander man Gassen med Luft, før den antændes, sker der ingen Kuludskillelse. Flammen bliver ikke lysende, men derimod stiger dens Temperatur (Gaskogeapparater, Bunsensbrændere). Bringer man et fast Stof, f. Eks. et Auers-Glødenet, ind i Flammen, kan det ved sin Glødning udsende Lys. Formind- sker man derimod Lufttilførselen til en lysende Flamme,