Materialkemi For Bygningsteknikere

— 46 — det kan naa op til 96 °/0. Man plejer at skelne mellem fede og magre Kul. De fede Kul indeholder mange Forbindel- ser af Kul og Brint; de svulmer op ved Forbrændingen og bager ofle sammen. De udvikler megen Gas og brænder derfor med lang Flamme. De magre Kul indeholder kun laa fremmede Bestanddele. De brænder derfor med kort Flamme og fordrer temmelig kraftigt Træk, ligesom de under Forbrændingen tit springer i Stykker. De giver megen Varme og frembringer ikke megen Røg. 56. Brunkullene er langt yngre end Stenkullene. For- kulningen er derfor ikke saa vidt fremskreden, og de inde- holder mere Aske end Stenkul. Kulstofindholdet er meget forskelligt; i de bedste kan det naa 75%, medens de danske Brunkul (der navnlig findes i Jylland og paa Bornholm) kun indeholder 41% Kulstof og derfor ikke duer til Brænd- sel. En stor Del Brunkul presses til Briketter. 57. 1 denne Forbindelse skal omtales de to andre Brænd- selsmaterialer, der anvendes her i Landet, nemlig Tørv og Brænde, uagtet de ikke kommer ind under Betegnelsen »amorft Kul«, men er indviklede Kulstofforbindelser. Tørv dannes, naar urteagtige Planter undergaar en ufuld- stændig Formuldning under Vand. De omdannes derved til en sortebrun, jordagtig Masse, der indeholder Kulstof, Ilt, Brint, Kvælstof, Svovl og Aske. Af denne Masse frem- stilles Tørven paa forskellig Maade, efter hvilken man skel- ner mellem: Skæretørv, der blot opgraves og tørres i Luften. De er meget uensartede baade i Størrelse og Sammensætning og er tilbøjelige til at smuldre. Haandæltede Tørv fremstilles ved, at den opgravede Masse æltes ved Muskelkraft, ofte ved, at Heste vader om- kring i Massen og ælter den. Derefter bredes den ud i et jævnt Lag til Tørring. Naar den er halvtør, gennemstikkes den med en Spade, saa den deles i passende Stykker. Pro- duktet er noget mere ensartet end Skæretørvene, men det er skørt og smuldrer let. Maskinæltede Tørv er de bedste, idet de er temmelig