Verden med dansk Maal
eller Danmark med Verdensmaal

44 det da ikke omtrent: »Nu har vi overladt Sagen til Kitchener og French, bevilget dem de nødvendige Penge og udstyret dem med den nødvendige Fuldmagt, nu passer vi igen vore Forret- ninger.« Det er naturligvis ikke Mangel paa national Følelse eller Interesse for Rigets Storhed, der staar bagved denne til- syneladende Ligegyldighed og Indolens. Man skal vist tilbage til Romertiden for at finde et Folk, der er saa stolt af sin Stat som det engelske, men man skal ogsaa saa langt tilbage for at finde et, der har en saadan Tro paa Statens urokkelige Magt- stilling. Det er denne Tro og Troen paa Sovereignens Almagt, der ligger bag en Opfattelse som den antydede. At Englands Ver- densstilling kunde være truet, at det skulde kunne befinde sig i en Krise, faldt ingen almindelig Englænder ind den 4. August 1914. Selv dets Statsmænd har jo ganske øjensynligt under- vurderet den Modstander, England stod overfor, og de Midler, der skulde til for at bekæmpe ham, ellers maatte Landet have været bedre forberedt. Nej, det var en ubehagelig Sitution, man var kommen i, som Krig altid er ubehagelig for et Folk, hvis Liv bæres af Vareudveksling. Den krævede, al man en Tid ener- gisk ofrede sig for andre Interesser end Produktion og Omsæt- ning, og den krævede en Del Penge — maaske mange Penge. Men det havde man jo, og de Folk, som besørgede denne Del af Forretningen, var jo sikre nok, altsaa tilbage til Dagens Ger- ning. Men denne Opfattelse er jo allerede væsentlig ændret og vil blive det helt og holdent, inden Krigen slutter. Løst var Forholdet, som, sagt, mellem den engelske Rege- ring og det ostindiske Kompagni indtil 1784, men et vist Baand var der alligevel, hvilket er vist ved det Vekselspil mellem Englands evropæiske Politik og dets koloniale Interesser, som bestemte dets Krige i det 17. og 18. Aarhundrede, og hvad In- dien angaar, særlig ved Englands Koalitioner med Frankrigs Fjender i det 18. Aarhundrede. For blot at minde om den prøj- siske Syvaarskrig (1756—1763), saa falder den netop sammen med Clives Sendelse til Indien 1755, og Lord Wellesleys store Indlemmelser sker midt under Krigen med Napoleon. Men Englands indiske Politik var mere instinktivt følt i sit Motiv