Betænkning afgiven af den ifølge kgl. Resolution af 20de September 1875
til Undersøgelse af Arbeidsforholdene i Danmark

m(taffe et ftørre Antal Fabrikarbejdere, Svende og Smaamestre vil indsee det Gavn- lige og Fordelagtige ved en saadan Forsørgelse og ogsaa ville finde de fornødne Midler til Jndfklldene; men hvad de egentlige Daglejere angaar, da ville de ligesaa meget i Byerne som paa Landet savne, cm end ikke altid Evne, saa dog Villie til at betale de nødvendige JndskUd. Den Del af Arbejderbefolkningen, som man mest maa onske sikkret en Alderdomsforsorgelse, fordi den nden en saadan, som hidtil, vil være Fattig- væsenet hjemfalden, vil saaledes ikke hoste Gavn af de foreslaaede Statstilskud, og naar saa er, er det næppe forsvarligt af Statskassen at forlange, at den, til Fordel for en mindre, og dertil den bedst stillede Del af en enkelt Samfmidsklasse, stal bringe slige Ofre. 2) Men selv om Forstaget maatte svare til sin Hensigt, saa at den store Mængde af Ar- bejdsklassen paa den foreslaaede Maade sikkrede sig en Alderdomsforsørgelse — hvad dog som sagt næppe er rimeligt — er det dog meget tvivlsomt, om det er Statskassen, som bor stolte Sagen. Hidtil har det været Fattigvæsenet, altsaa Kommunerne, som i en stor Udstrækning have udredet denne Alderdomsforsørgelse, og Fattigvcesenets Plads skal NU i Henhold til Forslaget Statskassen tildels overtage; men herved er formentlig ikke vnndet noget Væsentligt. Statstilskildet er i og for sig ikke mindre denloraliserende end Fattighjælpen, Undtagen for saa vidt, som det betinger Tilskud fra Modtagerens Side; thi Gave er Gave, og det skjonnes ikke, at der vindes synderligt ved, at de Paagjæl- dende blive Statskassens istedetfor Kommunekassens Pensionærer. — Den Rolle, Fattig- væsenet har spillet ikke alene med Hensyn til den her omtalte Forsorgelse, men i det Hele taget, har ikke blot virket demoraliserende paa Befolkningen, men ogsaa forstyrrende paa vore Arbejdsforhold, nemlig for saa vidt Fattighjælpen i en meget stor Udstrækning navnlig paa Landet i Virkeligheden har været et TilskUd til en Arbejdsløn, som ikke var tilstrækkelig. Men det er hverken KommUnens eller Statens Sag at betale en større eller mindre Del af Arbejdslønnen; denne skal helt og holdent udredes af Ar- bejdet, og et Arbejde, som ikke kan yde Arbejderen fuld Forsorgelse — ogsaa i Alder- dommen, er Uberettiget og maa som saadant helst standse. Det er mere end rimeligt, at Arbejdslønnen, særlig paa Landet, har været for lav til at sikkre selv ben forsynlige Arbejder en Alderdomsforsørgelse — noget Bestemt kan ikke vides, saa længe Fattig- væsenet altid er rede til at overtage Forsorgelsen — og at den i de fleste Tilfælde maa forhøjes, naar den skal blive tilstrækkelig til denne Del af Forsørgelsen; men denne Forhøjelse vil i det Væsenlige blive en Ompostering for Samfundet, som allerede Udreder den som Fattigbidrag, men rigtignok ved en Ubillig Repartition. — Det, som det kommer an paa, er, at den eventuelle Forhøjelse af Arbejdslønnen fa ar den tilsig- tede Anvendelse. 3) Medens foranstaaende Bemærkninger gjælde i Almindelighed og finde særlig Anvendelse paa Daglejerklassen saavel i Byerne som navnlig paa Landet, finder Mindretallet An- ledning til at fremhæve, at der mnlig med Hensyn til Haandværksstanden i Kjobstæderne og navnlig i Kjobenhavn turbe gjore sig særlige Hensyn gjældende. Det maa nemlig ikke oversees, at der hos denne Stand netop i den senere Tid er udvist ikke ringe Be- stræbelser for at drage Omsorg for Alderdommen gjennem Friboliger og lignende milde Stiftelser, der ere knyttede til det enkelte Lang, og det tor forventes, at disse Bestræ- belser vilde blive kraftigere i samme Forhold, som LaUgsforbindelsen gjenoplivedes og styrkedes. At den aldrende Arbejder ikke heelt kan ernære sig ved egne Kræfter, er denne Stand velbevidst; og at han paa sine gamle Dage faaer Hjælp af den mindre Kreds, i hvilken hans Arbejdstid /er benlevet, og som fortsætter Gjerningen efter hans Bortgang, indeholder for ham ikke noget krænkende. Hvad han derimod foler som det