Betænkning afgiven af den ifølge kgl. Resolution af 20de September 1875
til Undersøgelse af Arbeidsforholdene i Danmark

89 mest saarende, er efter et arbejdsomt Liv ligesom at blive ndstodt af det Samfund, i hvilket han har levet, og at blive henvist til Fattigvæsenets store Fælledsmasse. Den nærmeste Udvej til ogsaa at fane denne Samfundsopgave loft vil det for Haandværkerstandens Vedkonimende ganske sikkert være, at styrke den corporative Samfundsbevidsthed og Samfnndsfolelse ved Gjenoprettelse af Laugene og da at overdrage disse Omsorgen for deres egne Medlemmer, naar disse miste Arbejdskraften enten paa Grund af Alder eller af anden Aarsag. (Til dem, der miste Arbeidsforlighed inden den een Gang fastsatte Aldersgrændse, synes der aldeles ikke at være taget Hensyn ved Flertallets Forslag, hvilket maa anses som en væsentlig Mangel ved dette). — Til de angivne Djemed vil det ikke have nogen Betænkelighed at paalægge de arbejdskraftige Medlemmer at yde Bidrag; Enhver vil kunne forudsee den Dag, da Touren kan komme til ham selv at trænge til lignende Understøttelse. Ligeledes vilde Bidrag være at yde af Arbejdsgiverne i Faget, som have en naturlig Følpligtelse til i Alderdommen at støtte de Mcend, hvis Arbejde de i den kraftige Alder have benyttet. Ogsaa paa dette Omraade vilde der saaledes danne sig Institutioner, der kunde danne et Forbillede for det øvrige SamfUnd til Fyldestgørelsen af denne vigtige Opgave Skulde det for det enkelte Langs Vedkommende til Tider vise sig altfor byrdefuldt at overkonime dens fuldstændige Losning, vilde der være en ganske anden Opfordring for Staten tit at træde hjælpende til, end hvor Hjælpen rent tilfældigt kommer enkelte og det maaskee netop de heldigst stillede Individer til Gode. Men Under normale For- hold, og naar den forste Overgangsperiode var forløben, vilde Byrden næppe vise sig at være Uoverkommelig. I Henhold til Foranstaaende Udtaler Mindretallet folgende Hovedbetragtninger: Uden Tvang vil man under vore nuværende Arbejderforhold og med den nuværende Ordning af Fattigvæsenet aldrig opnaa at tilvejebringe en Alderdomsforsørgelse, som ogsaa omfatter de laveste Samfundsklasser. Tvang er altsaa den forste Betingelse for en eventuel almindelig Alderdomsforsørgelse. Midlerne til denne Forsørgelse maa dernæst Udredes af Arbejdet, hvoraf igjen folger, at Forsorgelsen maa staa i et direkte Forhold til Arbejderens Fortjeneste o: hans Flid og Dygtighed. Endelig maa man ved Indretningen og Ordningen af en Alderdomsforsorgelse vælge et System, hvorved den til Alderdomsforsørgelsen bestemte Kvotadel af Arbejdslønnen ikke finder anden Anvendelse end den tilsigtede. For Haandværksstandens Vedkommende vil Forsørgelsen af de aldrende Arbejdere være at overdrage til Laugene, der berettiges til at opkræve de fornødne Bidrag hertil af Mesters øg Svende. 12