Betænkning afgiven af den ifølge kgl. Resolution af 20de September 1875
til Undersøgelse af Arbeidsforholdene i Danmark

59 V. Justitsministeriets Resolution af 30te Avgust 1858*) er af mange Kommuner opfattet saaledes, at de anse sig fritagne for at have nogen fast antagen Fattiglæge og i Henhold til denne Opfattelse henvende sig snart til en snart til en anden Lcege, alt eftersom det falder bekvemmest, idet den SEgtpligtige henvender sig til den Læge, som han uden at vente kan faa med. Man har Exempler nok paa, at flere Læger efter hinanden ere hentede til samme Patient under den samme Sygdom, uden at den senere tilkaldte Lcege kan faa nogen Oplysning om den tidligere Behandling. Det er imidlertid dog endnu det Almindelige, at KommUnen, naar den ikke holder sig til Distriktslægen, flutter Overenskomst med en af Egnens Læger om Besørgelsen af Kommunens Fattigpraxis, men disse Overenskomster ere ikke affattede anderledes, end at vedkommende Kommune uden Varsel kan træde tilbage og vælge en anden Læge. Desto værre synes altfor ofte Lægens Prisbillighed at være det Enebestem- mende for Kommnnerne. Det folger af sig selv, at Fattiglcegen paa den Maade bliver altfor afhængig af vedkommende Kommune, til at han altid kan antage sig de fattige Syge saa- ledes, som han burde det, og at mange saadanne Patienter i en Uforsvarlig Grad forsommes. Ligesom det imidlertid synes at fremgaa as vor Fattiglovgivning, at ingen LandkommUne har Ret til at være uden en fast Fattiglæge, saaledes kan det heller ikke siges, at ovennævnte 3ust. Min. Skrivelse fritager Kommunerne for denne Forpligtelse. Kommissionen ftal derfor tillade sig at anbefale, at det ad administrativ Vei eller ved Lov fastsættes: 1) at enhver Kommnne, som ikke holder sig til vedkommende Distriktslæge som sin Fattiglæge, under Amtets Approbation skal træffe Overenskomst med en af Egnens Læger om Besørgelsen af sin Fattigpraxis; 2) at der fastsættes en Normaltaxt for Besørgelsen af Fattiglægens Arbeide**). *) I Anledning af en Uenighed mellem en Distriktslæge og et Sogneforstanderstab betræffende SpsrgS- maalet om Kommunens Ret til at benytte som Sognets Fattiglæge Andre end den ansatte Distriktslæge afgav Justltsm. den Resolution, „at Fattigpraxis er paalagt Distriktslægen som en Forpligtelse, naar denne fordres nbført af ham, men uden at der kan tilkomme ham nogen Berettigelse til saadan Praxis, hvorimod enhver Kommune maa have Ret til at vælge, hvilken Læge den tror sig bedst tjent med". "*) Til ovenstaaende Forflag har I. Busk ikke forment at kunne slutte sig. Si