Hvad Var En Skinder
Nogle Bemærkninger

HVAD VAR EN SKINDER? havde faaet, ikke holdt sig til, hvad disse Skraaer henviste dem til. Man kommer uvilkaarligttil al tænke paa, atgammel Skik paa disse Omraader ikke er let at ændre, og det har sin Interesse at se, at skjöndt Kjø- benhavns Remsnidere, Punge- og Taske- magere eller Artiklerne af 1514 faa Ene- ret til at gjöre de ovenfor nævnte Hand- sker, nævnes dog i Artiklerne for Kjøben- havns Buntmagere og Skindere Aaret efter »et Par skallid barkid Handsker« som en af Bestanddelene i Skindernes Mester- stykke. Artiklerne af 1541 for Skinderne i Kjøge give endog disse Ret til al gjöre baa- de barkede og soniske Handsker, ja forby- der udtrykkeligt Remsniderne at falholde barkede Handsker. Grænsen er, som det vil ses, noget fly- dende. Men gjennemgaa vi de Mesterstyk- ker, som paabydes i de forskellige Skinder- artikler (Odense 1493, Kjøbenhavn 1495og 1515, Kjøge 1541, Malmø 1547), faa vi alligevel et bestemt Indtryk af, at Skin- derne paa denne Tid væsentlig gjorde Skindkjortler til bande Kvinder og Mænd, et Overliv Kvinde-Skindkjortel, en Mande- Suben osv. Da Kjøbenhavns Magistral i Tiden för 1590 satle Prisen paa en'Række Haandværkerfrembringelser, sætter den for Skindernes Vedkommende Prisen paa Forfærdigelsen af forskjellige Kjorteler af Knæling (Lammeskind), af Uldskind og af Klipskind, samt for Forfærdigelsen af et Par barkede Handsker ligesom for Bered- ningen af et Uldskind og et Skind af Klip- pi nge. Som Glimt af Skindernes tidligere större Betydning kan det forøvrigt erin- dres, al det i Artiklerne for Kjøbenhavns Skindere 1495 hedder, at »Ingen skal ar- bejde Buntmager- eller Skindergjerning i Kjøbenhavn«, uden al han er Medlem af Skinderlavet, og al der i Kjøge 1541 kun maa være een Buntmager men elleve Skin- dere. Men Tiderne forandrede sig. Skind- kjortlerne gik ud af Brug. Og del er da kun naturligt, at de Haandværkere, der særligt fremstillede saadanne, inaatte for- svinde med dem. Det er muligvis et Ud- slag af denne nedadgaaende Bevægelse, at Kjøbenhavns Skinderlav i 1662 for en be- gaaet Forseelse beordres tiltalt til deres Lavs Forbrydelse. Og det erforsaavidt gan- ske overraskende, at Stiftamtmanden over Sjællands Stift, Greve Knuth i 1766, da han skrev ind til Kancelliet for at faa en avtentisk Fortolkning af Begrebet Skinder, som sin egen Mening kunde udtale, at der vel rettest ved Skindere burde forstaas »Skrædere, som sy og staffere Skind«. Skindkjortler vare jo en Slags Skræder- arbejde, og Forfærdigelsen af Skindklæder besörgedes baade för og senere af Skræ- derne. Den af Greve Knuth udtalte Formod- ning, at Skinderne var en Slags Skind- skrædere, blev, som ovenfor nævnt, dog ikke fulgt. I Spörgsmaalet om, hvilke af Datidens Haandværkere den Skinderne til- delte Ret at maatte bo paa Landet kunde tillægges, sejrede Fellberederne og Gar- verne, skjöndt Greve Knuth særlig heri- mod havde gjort gjældende. at »disse Haandværker ere temmelig betydelige og gjærne kunde undværes for Bønder paa Landet«. Der er nu formentlig ingen Tvivl om, at jo Greve Knuth havde Ret. De gamle Lovbestemmelser, der tillod Skinderne at være Landhaandværkere, havde sikkert ikke tænkt paa Fellberedere og Garvere; disse nyere Haandværk kjendtes ikke den Gang som saadanne*). Og dog er der No- get, der reelt kan tale for, al Afgjörelsen blev, som den blev. Slaar man op i de kjø- benhavnske Fellberederes Artikler af 6te Marts 1686, ses det, at en Fellbereder som Mesterstykke ikke alene skal beredeen Del Huder »semmisk«, men ogsaa af dem skal gjöre en Køllert, en Karabinrem, et Degen- gehæng, to Par Handsker og el Par Strøm- per. Fellberederen er i Virkeligheden paa flere Punkter Skinderens Efterfølger, og *) Om Garverne kan ses ovfr. S. 8 Anm. Hvad Fellberederne angaar, kan mærkes, at en »Kongens Fellbereder« Rubbert von Mastrick nævnes 1574. Fellberederne i Assens have næppe haft Lav 1550, skjøndt de 1740 selv mene det; at der i deres langt yngre Segl staar 1555, beviser ikke meget. — 11