Menneskets Legeme

 fordøjelsen 113 kogt Æggehvide fra et Hønseæg og udsætte den for Paavirkning af Mavesaften; allerede naar man lægger en Æggehvideskive ned i en svag Opløsning af Saltsyre, ser man efter nogen Tids Forløb, at Skiven begynder ligesom at smuldre hen i Randen, men hvis man til Opløsningen sætter lidt Pepsin, eller hvis man gør Forsøget med Mavesaften af et Pattedyr eller et Menneske, ser man, at Skiven i faa Timer svinder helt bort og opløses i Vædsken. Der er herved dannet et nyt Stof, Pepton, som kan opløses i Vand og som har andre kemiske Egenskaber end Æggehviden, idet det hverken ved Tilsætning af Alkohol eller ved Koghede atter kan bringes i stivnet Tilstand. Hverken Fedtstoflerne eller Kulhydraterne (Sukker, Stivelse) paa- virkes af Mavesaften, ja den Omdannelse af Stivelse til Sukker, som var begyndt i Mundhulen, standses i Maven eller skrider dog i hvert Fald kun meget svagt videre, saa længe Føden opholder sig i Maven. Derimod indeholder Mavesaften endnu et Fordøjelsesstof, som har den Virkning at faa Mælkens Kasein, som ogsaa er et Æggehvidestof, til at koagulere, saa at Mælken løber sammen i Klumper; dette Stof har man kunnet fremstille af forskellige Dyrs Maver, og det anvendes som Osteløbe ved Ostefabrikationen. Undersøgelser paa Mennesker og Dyr med Mavefistel har vist, at Mavesaften ikke findes i tom, fastende Mave, men at den først afsondres, naar den nydte Føde virker som Pirringsmiddel; imidler- tid venter Maven ikke med at afsondre Mavesaft, indtil Føden kommer ned i den, men Sekretionen begynder, saa snart Føden kommer under Behandling i Munden, saa at Fødebollen, naar den har passeret Svælg og Spiserør og kommer ned i Maven, straks be- linder sig som i en lille Sø af Mavesaft, der har samlet sig paa Bunden af den lommeformede Udvidning, der findes nedad og til venstre i Mavesækken. I fastende Tilstand er Mavens Slimhinde bleg og forholdsvis tør, men saa snart Føden kommer ind i Munden og Tygningen begynder, forbereder Maven sig til sit Arbejde, Blodet strømmer i rigelig Mængde til Slimhinden, der bliver fyldigere og fugtigere, idet Kirtlerne begynder at afsondre Mavesaft; Materialet til denne Afsondring tager Kirtlerne fra det rigelig tilstrømmende Blod. Mavesaftafsondringen bliver nu ved, saa længe Føden bliver i Maven, og den afsondrede Vædske bliver efterhaanden mere sur, idet den kommer til at indeholde mere Saltsyre; Æggehvidestofferne blandes ved Mavens Sammentrækninger stærkt med Mavesaften, og Føden bevæges bestandig rundt langs Mavens Væg, indtil den efter 2—3—5 Timers Forløb er tilstrækkelig behandlet; saa aabner Mave- porten sig og slipper Føden, der nu er halvflydende, ned i Tynd- tarmen. Man har anstillet mange Betragtninger over, hvorledes det kan gaa til, at Mavesaften, som ellers fordøjer alle Æggehvideforbindelser, selv naar de er i en meget fast og haard Form, ikke angriber og fordøjer selve Mavens Slimhinde. Man har søgt Forklaringen der i,