Menneskets Legeme

114 MENNESKETS LEGEME at Mavens Epitelceller skulde beskytte de underliggende Lag, men denne Forklaring er paaviselig urigtig, da Mavesaften ogsaa opløser Epitelceller; Slangerne sluger saaledes deres Bytte helt med Hud og Haar, og fordøjer det uden Vanskelighed. En ganske paalidelig Forklaring kan man ikke give, imidlertid er det sandsynligt, at Maveslimhindens store Blodrigdom, som navnlig er meget betydelig under Fordøjelsen, naar Mavesaften afsondres, spiller en stor Rolle. Blodet er nemlig alkalisk og vil altsaa mætte Mavesaftens sure Re- aktion, idet Blodets Alkalier gaar i Forbindelse med Mavesaftens Saltsyre, derved formindskes dens fordøjende Evne meget stærkt. Man ser da ogsaa, at Dele af Mavens Slimhinde, hvis Blod- forsyning ved en sygelig Forandring er stærkt formindsket, virkelig angribes af Mavesaften, saa at der dannes Saar paa Slimhinden, der efterhaanden kan trænge helt igennem Mavens Væg og give An- ledning til alvorlige Symptomer. Saadanne Mavesaar er en ikke ualmindelig Sygdom; heldigvis ender Sygdommen almindeligvis med Helbredelse, idet Saarene atter læges, men den bør altid behandles med meget forsigtig Diæt, og navnlig maa man undgaa at give de syge Fødemidler, som giver Anledning til stærk og langvarig Afsondring af Mavesaft, som Kød- spiser, haardkogte Æg o. lign., medens Føden helst skal være flydende og let fordøjelig; særlig Mælk egner sig godt ttl Ernæring i denne som i forskellige andre Mavelidelsei'. Der gives mange Sygdomme, i hvilke Mavesaften kun afsondres i ringe Mængde og er mindre kraftig end sædvanlig; dette gælder saaledes om næsten alle Febersygdomme, og det er derfor gammel og velberettiget Sædvane at ernære P'eberpatienter med flydende og let fordøjelige Fødemidler, som ikke kræver stærk Behandling i Maven. Naar Mavesaften i længere Tid viser sig at være utilstrækkelig eller ikke kraftig nok til at fordøje Æggehvidestofferne, har man i øvrigt forsøgt at erstatte den ved at tilsætte kunstig Mavesaft til Føden. FORDØJELSEN I TYNDTARMEN. Tyndtarmen er det længste Afsnit af Fordøjelseskanalen, den er 20—24 Fod lang og i den foregaar Fordøjelsens væsentligste Afsnit ligesom Opsugningen af Fødens nærende Bestanddele. Tyndtarmens Slimhinde er beklædt med et Cylinderepitel og danner mange Tværfolder; hver saadan Fold indtager to Tredje- dele af Tarmens Omfang, og deres Betydning synes dels at være den at forhindre Føden fra at skyde alt for hurtigt gennem Tarmen ved dennes Sammentrækninger, dels at forøge Tarmens Overflade, saa at baade de afsondrende Kirtler og Opsugningens særegne Or- ganer kan være saa meget talrigere.