Menneskets Legeme

Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON

År: 1901

Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 372

UDK: 612

ERNÆRING OG STOFSKIFTE

AF

DR. MED. F. LEVISON

MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER

AF

LÆGE VILH. JENSEN

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
FORDØJELSEN 1 1 7 Dyr, som man havde berøvet Bugspytkirtlen ved en Operation, vel kunde overleve Operationen, men at de blev angrebet af Sukker- syge, □ : at deres Urin kom til at indeholde store Mængder Sukker, og at Dyrene senere gik til Grunde af denne Sygdom. Naar man derimod lod et lille Stykke af Kirtlen tilbage paa dens Plads eller naar man vel fjernede den helt, men fik et Stykke af dens Kirtel- væv lil at vokse fast paa et Sled i Dyrets Bughule, hvor dets Kirtel- sekret aldeles ikke kunde udtømme sig i Tarmen, udeblev Syg- dommen. Ogsaa hos Mennesker, der er døde af Sukkersyge, har man jævnlig fundet Bugspytkirtlen stærkt sygeligt forandret. Bugspytkirtlen maa altsaa ligesom Skjoldkirtlen afgive et Stof til Blodet, som er nødvendigt for Stofskiftet i Legemet, men hvilket dette Stof er eller paa hvilken Maade det virker, er endnu en uløst Gaade. Leveren er Legemets største Kirtel; den er hos den voksne hen- ved en Fod lang og kan opnaa en Vægt af 4 Pund; den ligger opad og til højre i Underlivet, tæt op under Mellemgulvet, dens opadvendende Flade er hvælvet, medens Underfladen er nogenlunde plan. Leveren (se S. 104) er tykkest bagtil, men gaar fortil ud i en temmelig skarp Kant. I sin naturlige Stilling dækker den en Del af Mavesækken, saa at man for at faa denne at se i sin fulde Ud- strækning maa løfte Leveren opad og vælte den noget bag over. Leveren har en brunrød Farve og en temmelig fast Konsistens, dens Overflade er blank og glat, idet den er overtrukket med en Forlængelse af Bughinden; Underfladen af Leveren er ved Furer af- delt i forskellige Lapper, som dog sidder fast paa den fælles Lever- masse, desuden ser man paa UnderHaden, nær den forreste Rand, Galdeblæren, en lille Sæk, der er et Vedhæng til Leverens Ud- førselsgang - Galdegangen — og afgiver et midlertidigt Gemmested for Galden. I Henseende til Bygning minder Leveren vel om Druekirtlerne, men afviger fra disse derved, at de enkelte Kirtellapper er trængt saa tæt sammen og adskilles ved saa i’inge Mængde Bindevæv, at hele Leveren synes dannet af en fast sammenhængende Masse. Leveren har ligesom Lungen en dobbelt Forsyning med Blodkar, idet den modtager saavel Blod, der kun skal tjene til Kirtlens Er- næring og Vedligeholdelse, som gennem andre Kar Blod, der skal afgive visse af sine Bestanddele og optage andre, medens det pas- serer gennem Leveren. Leverens Ernæring besørges af Grene af Storpulsaaren, der gaar til den ligesom til alle tindre Dele af Le- gemet, men en langt større Blodmængde tilføres Leveren af Port- aaren, en stor Vene (Blodaare), der samler alt Blodet fra Mavesæk, Tarmkanal, Bugspytkirtel og Milt og som efler at være traadt ind i Leveren paa dennes Underflade atter deler sig i mange Grene, der danner et meget fint Haarkarnet inde i Leverens Kirtellapper (se S. 36). Efter at have passeret Haarkarrene samler Leverblodet sig