Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
FORDØJELSEN
1 1 7
Dyr, som man havde berøvet Bugspytkirtlen ved en Operation, vel
kunde overleve Operationen, men at de blev angrebet af Sukker-
syge, □ : at deres Urin kom til at indeholde store Mængder Sukker,
og at Dyrene senere gik til Grunde af denne Sygdom. Naar man
derimod lod et lille Stykke af Kirtlen tilbage paa dens Plads eller
naar man vel fjernede den helt, men fik et Stykke af dens Kirtel-
væv lil at vokse fast paa et Sled i Dyrets Bughule, hvor dets Kirtel-
sekret aldeles ikke kunde udtømme sig i Tarmen, udeblev Syg-
dommen.
Ogsaa hos Mennesker, der er døde af Sukkersyge, har man
jævnlig fundet Bugspytkirtlen stærkt sygeligt forandret.
Bugspytkirtlen maa altsaa ligesom Skjoldkirtlen afgive et Stof til
Blodet, som er nødvendigt for Stofskiftet i Legemet, men hvilket
dette Stof er eller paa hvilken Maade det virker, er endnu en uløst
Gaade.
Leveren er Legemets største Kirtel; den er hos den voksne hen-
ved en Fod lang og kan opnaa en Vægt af 4 Pund; den ligger
opad og til højre i Underlivet, tæt op under Mellemgulvet, dens
opadvendende Flade er hvælvet, medens Underfladen er nogenlunde
plan. Leveren (se S. 104) er tykkest bagtil, men gaar fortil ud i en
temmelig skarp Kant. I sin naturlige Stilling dækker den en Del
af Mavesækken, saa at man for at faa denne at se i sin fulde Ud-
strækning maa løfte Leveren opad og vælte den noget bag over.
Leveren har en brunrød Farve og en temmelig fast Konsistens,
dens Overflade er blank og glat, idet den er overtrukket med en
Forlængelse af Bughinden; Underfladen af Leveren er ved Furer af-
delt i forskellige Lapper, som dog sidder fast paa den fælles Lever-
masse, desuden ser man paa UnderHaden, nær den forreste Rand,
Galdeblæren, en lille Sæk, der er et Vedhæng til Leverens Ud-
førselsgang - Galdegangen — og afgiver et midlertidigt Gemmested
for Galden.
I Henseende til Bygning minder Leveren vel om Druekirtlerne,
men afviger fra disse derved, at de enkelte Kirtellapper er trængt saa
tæt sammen og adskilles ved saa i’inge Mængde Bindevæv, at hele
Leveren synes dannet af en fast sammenhængende Masse.
Leveren har ligesom Lungen en dobbelt Forsyning med Blodkar,
idet den modtager saavel Blod, der kun skal tjene til Kirtlens Er-
næring og Vedligeholdelse, som gennem andre Kar Blod, der skal
afgive visse af sine Bestanddele og optage andre, medens det pas-
serer gennem Leveren. Leverens Ernæring besørges af Grene af
Storpulsaaren, der gaar til den ligesom til alle tindre Dele af Le-
gemet, men en langt større Blodmængde tilføres Leveren af Port-
aaren, en stor Vene (Blodaare), der samler alt Blodet fra Mavesæk,
Tarmkanal, Bugspytkirtel og Milt og som efler at være traadt ind i
Leveren paa dennes Underflade atter deler sig i mange Grene, der
danner et meget fint Haarkarnet inde i Leverens Kirtellapper (se
S. 36). Efter at have passeret Haarkarrene samler Leverblodet sig