Menneskets Legeme

4 MENNESKETS LEGEME Skønt Formaalet er at fremstille Menneskets Livsforhold, kan det dog ikke undgaas, at man bestandig maa vise tilbage til dc til- svarende Livsytringer hos Dyrene. I mange Tilfælde kan man kun gennem Forsøg naa til Forstaaelse af Organernes Virksomhed; disse Forsøg er i bedste Tilfælde besværlige og trættende for den, som gøres til Genstand derfor, men i mange Tilfælde medfører de Fare eller uafvendelig Fortræd for den Organisme, paa hvilken Forsøget anstilles. Saadanne Forsøg kan man da ikke foretage med Menne- sker, men maa anvende Dyr dertil, og selv for deres Vedkommende søger man altid ved Hjælp af bedøvende Midler at foretage For- søgene med saa ringe Ulæmpe for Dyret som muligt, ligesom man gerne dræber Dyret, saa snart Forsøget er til Ende, naar dette medfører blivende Skade. I Danmark er det ved Lov bestemt, at kun Videnskabsmænd, som af Myndighederne har faaet Ret hertil, maa foretage Dyre- forsøg, og over hvert Forsøg skal føres en Protokol, saa at man kan kontrollere Forsøgets Art og Berettigelse. I øvrigt maa man altid huske, at der med Hensyn til Aande- dræt, Kredsløb, Ernæring o. s. v. er meget væsentlig Forskel paa en Hund eller en Kanin og et Menneske; man maa derfor altid være varsom med at overføre de vundne Erfaringer, og kun naar mange forskellige Dyrearter viser samme Forhold, eller naar disse kan paavises ogsaa at have Gyldighed for Mennesket, kan man til- lægge Dyreforsøgenes Resultater Betydning ogsaa for Menneskets Vedkommende. Men ikke alene Dyrene, ogsaa Planterne er der Grund til at studere for at faa Oplysning om Livets Ytringer; Planterne og Dy- rene er begge opbyggede af Celler, og paa mange Punkter lader den enkelte Celles Liv, som er Grundlaget for alle de mere sammensatte Livsvirksomheder, sig bedst studere i Planterne, med hvilke vi kan eksperimentere paa en Maade, som vilde være ganske umulig lige over for et Dyr. Det er ogsaa ganske naturligt, at man maa søge Oplysning fra hele den levende Verden for at forstaa Forholdene i det enkelte Dyr. I Virkeligheden er der ikke nogen saadan skarp Adskillelse mellem Planter og Dyr, som man i Almindelighed er tilbøjelig til at tro. Det er let nok at skelne de højere Planter og Dyr fra hin- anden; ingen kan være i Tvivl om, at en Hund eller en Ørn er et Dyr, en Eg eller et Græsstraa en Plante; men gaar man længere ned i Rækken, naar man til sidst lil Væsener, som oftest kun be- staaende af en enkelt Celle, som med lige stor Ret synes at kunne opfattes som Dyr eller Plante. Naturforskerne har derfor søgt efter paalidelige Kendetegn, efter hvilke man kunde afgøre Spørgsmaalet: Dyr eller Plante? En Tid lang troede man at kunne benytte som Kendemærke Dyrenes Evne til vilkaarlig Bevægelse og til at vise Følsomhed lige over for Indtryk fra Omverdenen. Delte Standpunkt har man imid