Menneskets Legeme

130 MENNESKETS LEGEME Sod eller lignende i et Dyrs Føde, vil man finde, at dette Farvestof passerer gennem Tarmkanalen og udskilles med Afføringen, skønt de enkelte fine Korn i Farvestoffet er langt mindre af Omfang end Fedtkuglerne i Tarmindholdet, som opsuges af Villi. Ogsaa paa anden Maade viser Epitelcellerne denne Evne til at vælge, idet der findes Giftstoffer, som virker hurtigt dræbende, naar de bringes ind i Blodet, men som kan indføres i Tarmkanalen uden at gøre nogen Skade, sandsynligvis fordi Fordøjelseskanalens Epitelceller ikke tillader Giften at passere; det er derfor ganske rigtigt, naar man tilraader at behandle Slangebid ved at suge Giften ud, men Betingelsen for at kunne gøre dette uden Fare er dog, at der ikke findes noget Saar eller Epitelafstødning hverken i Munden eller længere nede, da Slangegiften med Lethed opsuges og udfolder sine giftige Virkninger i Blodet, saa snart det skærmende Epitellag mangler paa et enkelt Sted. Andre Gifte, som Blaasyre, Morfin og mange andre narkotiske (bedøvende) Gifte, virker næsten lige saa stærkt paa Tarmkanalen som ved direkte Indførelse i Blodet; maa- ske beror dette paa, at de først Jammer Epitelcellerne og dernæst gaar over i Blodet, uden at de forgiftede Celler er i Stand til at gøre nogen Modstand. Det er let ved et meget simpelt Forsøg at vise, hvorledes Cel- lerne kan omdanne et Næringsstof til et andet. Saar man nogle faa Gærceller i en Opløsning, som indeholder Sukker og nogle Salte, og lader Opløsningen staa hen ved alminde- lig Stuevarme, vil Gærcellerne meget hurtigt formere sig og i kort Tid danne Millioner af ny Gærceller; undersøger man nu kemisk en Klump Gær, der er vokset i Næringsvædsken, vil man finde, at Gæren indeholder saavel Æggehvidestof som Fedt, og Gærcellerne maa altsaa have dannet baade Æggehvide og Fedt af det Sukker og de Salte, som de fandt i Næringsvædsken; Gærcellerne indeholder nemlig ikke Bladgrønt og kan altsaa ikke som de grønne Blade skaffe sig Kulstof ved at spalte Luftens Kulsyre. Fødens flydende Bestanddele opsuges hovedsagelig i Tyndtarmen; i Maven kan opsuges en vis Mængde Spiritus, medens Vand som oftest forlader Maven meget hurtigt og først kommer til Opsugning i Tarmen; kun naar Vandet indeholder fri Kulsyre, som Sodavand og lignende, optages det i Maven. Svage Opløsninger af Salte, som f. Eks. Kogsalt, opsuges for en Del i Maven; naar Saltopløsningen er stærkere, gaar den videre ned i Tyndtarmen og fremkalder da en stærk Vandafsondring, lige- som den ogsaa irriterer Tarmens Slimhinde noget, saa at den bliver stærkere blodfyldt end sædvanlig, ogsai. Tarmens Bevægelser bliver da stærkere og hurtigere og Tarmindholdet føres hurtigere gennem Tarmkanalen. Alle vore Afføringsmidler virker paa denne Maade ved at forøge Tarmsekretionen og paaskynde Tarmens Bevægelser.