Menneskets Legeme

Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON

År: 1901

Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 372

UDK: 612

ERNÆRING OG STOFSKIFTE

AF

DR. MED. F. LEVISON

MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER

AF

LÆGE VILH. JENSEN

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
134 MENNESKETS LEGEME stof, som tilføres den under hver Fordøjelsespcriode og atter senere afgiver det til Blodet; derved opnaas, at Blodets Sammensætning bliver mere ensartet, medens det ellers vilde blive fattigt paa Ægge- hvidestoffer o. s. v., naar der i nogle Timer ikke var tilført Føde, medens det derimod vilde blive overlæsset med organiske Bestand- dele efter et rigeligt Maaltid. Det er derimod endnu ct aabent Spørgsmaal, i hvilken Skikkelse Leverglykogenet gaar over i Blodet. Da man opdagede, at en Lever, der var udtaget af et Dyr, straks begyndte at danne Sukker, og at denne Sukkerdannelse vedblev saa længe der var Glykogen til Stede i Leveren, laa det nær at antage, at det samme gik for sig i levende Live og at Leveren altssa stadig afgav Sukker til Blodet. Delte antages ogsaa endnu af en stor Mængde Forskere; andre har herimod indvendt, at Blodets Sukkermængde er ganske konstant, omtrent 0,6 pro Mille, og at den ikke formindskes selv ved en meget langvarig Faste, de mener derfor, at Sukkerdannelsen i Leveren er et Fænomen, som kun optræder efter Døden eller i sygelige Tilstande, medens Glykogenet under normale Forhold af- gives til Blodet i en anden, ikke tilstrækkelig kendt Form, og rime- ligvis gaar i Forbindelse med andre af Blodets Bestanddele. Kun naar man fodrer et Dyr med store Mængder Druesukker paa cn Gang, kan man iagttage, at Blodet forbigaacnde bliver meget sukkerholdigt; dette beror paa, at Druesukkeret allerede kan opsuges i Maven, og at Leveren da bliver oversvømmet med saa store Mængder Sukker, at den ikke er i Stand til at bearbejde og tilbageholde den hele Mængde, men maa lade en Del slippe videre i uforandret Skikkelse. Blodet er imidlertid ikke egnet til at modtage større Mængder Sukker; saa snart dets Sukkerholdighed overstiger 0,6 pro Mille, skilles Overskudet ud gennem Nyrerne og gaar bort med Urinen, saa at Nyrerne virker som en Sikkerhedsventil, der under normale Forhold kun tillader Spor af Sukker at træde ud i Urinen, men som aabnes paa vid Gab, naar Blodets Sukkerholdighed stiger over det normale. I sygelige Tilstande ser man, at Blodet bliver sukkerholdigt og- saa uden at Føden indeholder Sukker; det er da Stivelsearterne, som afgiver Materialet til den abnorme Sukkerdannelse, og i de sværeste Grader af denne saakaldte Sukkersyge vedbliver Sukkerdannelsen og Sukkerudskillelsen med Urinen endog ved udelukkende Kødnæring, saa at ogsaa Æggehvidestofferne kan afgive Materiale hertil. Man har iagttaget Sukkersyge baade ved Lidelser af Bugspytkirtlen, af Leveren og af Nervesystemet, og man har paa Dyr kunnet frem- kalde den kunstigt enten ved et Stik ind paa et bestemt Punkt af Hjei'nen eller ved at borttage hele Bugspytkirtlen. Der synes altsaa at være forskellige sygelige Forandringer, som kan give Anledning til Sukkersyge, men Sygdommen viser sig i alle Tilfælde ved en Udskillelse af Sukker med Urinen, der kan stige indtil 100 Gram