Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
134 MENNESKETS LEGEME
stof, som tilføres den under hver Fordøjelsespcriode og atter senere
afgiver det til Blodet; derved opnaas, at Blodets Sammensætning
bliver mere ensartet, medens det ellers vilde blive fattigt paa Ægge-
hvidestoffer o. s. v., naar der i nogle Timer ikke var tilført Føde,
medens det derimod vilde blive overlæsset med organiske Bestand-
dele efter et rigeligt Maaltid.
Det er derimod endnu ct aabent Spørgsmaal, i hvilken Skikkelse
Leverglykogenet gaar over i Blodet. Da man opdagede, at en Lever,
der var udtaget af et Dyr, straks begyndte at danne Sukker, og
at denne Sukkerdannelse vedblev saa længe der var Glykogen til
Stede i Leveren, laa det nær at antage, at det samme gik for sig i
levende Live og at Leveren altssa stadig afgav Sukker til Blodet.
Delte antages ogsaa endnu af en stor Mængde Forskere; andre har
herimod indvendt, at Blodets Sukkermængde er ganske konstant,
omtrent 0,6 pro Mille, og at den ikke formindskes selv ved en
meget langvarig Faste, de mener derfor, at Sukkerdannelsen i
Leveren er et Fænomen, som kun optræder efter Døden eller i
sygelige Tilstande, medens Glykogenet under normale Forhold af-
gives til Blodet i en anden, ikke tilstrækkelig kendt Form, og rime-
ligvis gaar i Forbindelse med andre af Blodets Bestanddele.
Kun naar man fodrer et Dyr med store Mængder Druesukker
paa cn Gang, kan man iagttage, at Blodet forbigaacnde bliver
meget sukkerholdigt; dette beror paa, at Druesukkeret allerede kan
opsuges i Maven, og at Leveren da bliver oversvømmet med saa
store Mængder Sukker, at den ikke er i Stand til at bearbejde og
tilbageholde den hele Mængde, men maa lade en Del slippe videre
i uforandret Skikkelse.
Blodet er imidlertid ikke egnet til at modtage større Mængder
Sukker; saa snart dets Sukkerholdighed overstiger 0,6 pro Mille,
skilles Overskudet ud gennem Nyrerne og gaar bort med Urinen,
saa at Nyrerne virker som en Sikkerhedsventil, der under normale
Forhold kun tillader Spor af Sukker at træde ud i Urinen, men
som aabnes paa vid Gab, naar Blodets Sukkerholdighed stiger over
det normale.
I sygelige Tilstande ser man, at Blodet bliver sukkerholdigt og-
saa uden at Føden indeholder Sukker; det er da Stivelsearterne, som
afgiver Materialet til den abnorme Sukkerdannelse, og i de sværeste
Grader af denne saakaldte Sukkersyge vedbliver Sukkerdannelsen og
Sukkerudskillelsen med Urinen endog ved udelukkende Kødnæring,
saa at ogsaa Æggehvidestofferne kan afgive Materiale hertil. Man
har iagttaget Sukkersyge baade ved Lidelser af Bugspytkirtlen, af
Leveren og af Nervesystemet, og man har paa Dyr kunnet frem-
kalde den kunstigt enten ved et Stik ind paa et bestemt Punkt af
Hjei'nen eller ved at borttage hele Bugspytkirtlen. Der synes altsaa
at være forskellige sygelige Forandringer, som kan give Anledning
til Sukkersyge, men Sygdommen viser sig i alle Tilfælde ved en
Udskillelse af Sukker med Urinen, der kan stige indtil 100 Gram