Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
DEN HENSIGTSSVARENDE ERNÆRING 209
men som hellere skulde kaldes Maveslaphed. Føden bliver liggende
for længe i en udvidet, slap Mavesæk, den fordøjes ikke paa rette
Maade, men undergaar Gæringer, ved hvilke der dannes bitre, sure
og til sidst endog ildelugtende Stoffer, som viser sig ved Opstød og
Brækninger. Den sidste Følge af en saadan Overernæring bliver da
Afmagring og Slappelse, fordi Fordøjelseskanalen har mistet Evnen
til at behandle Fødemidlerne paa rette Maade.
Naar Overdrivelsen er mindre stor, kan Følgerne vise sig ved
stor Fedme med alle de Ulæmper, som følger heraf, navnlig naar
ogsaa Hjertets Muskler bliver trængt fra hinanden af Fedtstriber og
mister Evnen til at trække sig kraftigt sammen.
Men ogsaa uhensigtsmæssig Sammensætning af Kosten har sine
Farer; i lange Tider troede man, at Æggehvidestofferne var den
eneste virkelig værdifulde Bestanddel af Føden, og dette førte til at
lægge en urimelig Vægt paa Kødspiserne; særlig i England har man
i de velstillede Klasser i lang Tid drevet en systematisk Over-
fodring med Kød, og dette har atter givet Anledning til mange
Lidelser af Lever, Nyrer o. s. v., ligesom ogsaa til den særdeles
hyppige Optræden af Podagra.
Mod denne overdrevne Ernæring med Kød er der i vore Dage
kommet en Reaktion ; men som det saa ofte gaar, er denne paa sin
Side gaaet langt over Stregen og har ført til Opstillingen af den
Lære, at al Kødnæring er unaturlig og følgelig skadelig, og at Men-
neskene som nære Slægtninge af Aberne ved deres Tandforhold og
deres Fordøjelseskanals Bygning er henvist til 'øt leve af Frugter,
Kornsorter og lignende Planteføde. Denne »vegetarianske« Levevis
er antaget af et ikke ringe Antal Mennesker, navnlig i England og
Amerika, og har ogsaa fundet Disciple hos os.
Vegetarianismens videnskabelige Begrundelse er overmaade skrø-
belig; dens Tilhængere henviser gerne til den Omstændighed, at
forskellige Folkeslag som Hinduer og Japaner lever fortrinsvis eller
næsten udelukkende af Planteføde, og de opstiller den Gisning, et
Urmenneskene maa have levet af Frugter og Bær.
Naar Vegetarianerne henviser til, at Menneskets Tænder og Tarm-
kanal ikke er dannet som Rovdyrenes og følgelig tkke bestemt til
at behandle dyrisk Føde, saa maa det erindres, at Mennesket jo
ikke spiser Kødet raat følgelig ikke har Brug for Rovdyrenes
kraftige Tænder for dermed at sønderrive Byttet, og det maa des-
uden erindres, at man ved fysiologiske Forsøg har fundet, at stegt
eller kogt Kød hører til de Fødemidler, som fordøjes bedst og af
hvilke den ringeste Mængde gaar ufordøjet bort; dette vilde sikkert
ikke være Tilfældet, hvis Kød var en unaturlig og upassende Føde
for Mennesket, da i saa Fald en meget stor Mængde af de Ægge-
hvidestoffer o. s. v., som indeholdes deri, vilde genfindes i Tarm-
udtømmelserne.
Teorien om Urmenneskets naturlige Tilbøjelighed til at leve af
Planteføde svæver ganske i Luften; saa langt man kan naa tilbage,