Menneskets Legeme

DEN HENSIGTSSVARENDE ERNÆRING 209 men som hellere skulde kaldes Maveslaphed. Føden bliver liggende for længe i en udvidet, slap Mavesæk, den fordøjes ikke paa rette Maade, men undergaar Gæringer, ved hvilke der dannes bitre, sure og til sidst endog ildelugtende Stoffer, som viser sig ved Opstød og Brækninger. Den sidste Følge af en saadan Overernæring bliver da Afmagring og Slappelse, fordi Fordøjelseskanalen har mistet Evnen til at behandle Fødemidlerne paa rette Maade. Naar Overdrivelsen er mindre stor, kan Følgerne vise sig ved stor Fedme med alle de Ulæmper, som følger heraf, navnlig naar ogsaa Hjertets Muskler bliver trængt fra hinanden af Fedtstriber og mister Evnen til at trække sig kraftigt sammen. Men ogsaa uhensigtsmæssig Sammensætning af Kosten har sine Farer; i lange Tider troede man, at Æggehvidestofferne var den eneste virkelig værdifulde Bestanddel af Føden, og dette førte til at lægge en urimelig Vægt paa Kødspiserne; særlig i England har man i de velstillede Klasser i lang Tid drevet en systematisk Over- fodring med Kød, og dette har atter givet Anledning til mange Lidelser af Lever, Nyrer o. s. v., ligesom ogsaa til den særdeles hyppige Optræden af Podagra. Mod denne overdrevne Ernæring med Kød er der i vore Dage kommet en Reaktion ; men som det saa ofte gaar, er denne paa sin Side gaaet langt over Stregen og har ført til Opstillingen af den Lære, at al Kødnæring er unaturlig og følgelig skadelig, og at Men- neskene som nære Slægtninge af Aberne ved deres Tandforhold og deres Fordøjelseskanals Bygning er henvist til 'øt leve af Frugter, Kornsorter og lignende Planteføde. Denne »vegetarianske« Levevis er antaget af et ikke ringe Antal Mennesker, navnlig i England og Amerika, og har ogsaa fundet Disciple hos os. Vegetarianismens videnskabelige Begrundelse er overmaade skrø- belig; dens Tilhængere henviser gerne til den Omstændighed, at forskellige Folkeslag som Hinduer og Japaner lever fortrinsvis eller næsten udelukkende af Planteføde, og de opstiller den Gisning, et Urmenneskene maa have levet af Frugter og Bær. Naar Vegetarianerne henviser til, at Menneskets Tænder og Tarm- kanal ikke er dannet som Rovdyrenes og følgelig tkke bestemt til at behandle dyrisk Føde, saa maa det erindres, at Mennesket jo ikke spiser Kødet raat følgelig ikke har Brug for Rovdyrenes kraftige Tænder for dermed at sønderrive Byttet, og det maa des- uden erindres, at man ved fysiologiske Forsøg har fundet, at stegt eller kogt Kød hører til de Fødemidler, som fordøjes bedst og af hvilke den ringeste Mængde gaar ufordøjet bort; dette vilde sikkert ikke være Tilfældet, hvis Kød var en unaturlig og upassende Føde for Mennesket, da i saa Fald en meget stor Mængde af de Ægge- hvidestoffer o. s. v., som indeholdes deri, vilde genfindes i Tarm- udtømmelserne. Teorien om Urmenneskets naturlige Tilbøjelighed til at leve af Planteføde svæver ganske i Luften; saa langt man kan naa tilbage,