Menneskets Legeme

212 MENNESKETS LEGEME i Blodet som Æggehvidestoffer, altsaa i en Form, der staar Legemets egne Bestanddele meget nær. Paa Vejen op mod Hjertet passerer Lymfen og Blodet gennem forskellige Rensningsstationer (Lymfekirtler, Lever), i hvilke skade- lige Bestanddele holdes tilbage og uskadeliggøres, medens samtidig Leveren tjener til Oplagssted for saadanne Næringsstoffer, der ikke øjeblikkelig skal forbruges; herved reguleres Blodets Forsyning, saa at dets kemiske Sammensætning ikke kommer til at være afhængig af det enkelte Maaltid. Blodet, hvis fornemste Bestanddele, de hvide og røde Blod- legemer, dannes dels i Lymfekirtler og Follikler, dels i Benmarv og Milt, virker som Bærer for det fra Fordøjelseskanalen optagne Er- næringsmateriale, som ved dets Hjælp bringes rundt til Vævene; men Blodet optager desuden Ilt i Lungerne og bringer denne i en løs kemisk Forbindelse med Blodlegemernes Indhold, Hæmoglobinet, ud til Legemets Celler. Ved den livlige Iltning, som foregaar over alt i Vævene, dannes og vedligeholdes Legemets Egenvarme, men samtidig maa Vævene afgive Stoffer, der er dannede ved Iltningen, men som er ubrugelige og i større Mængde skadelige for Legemet; ogsaa disse Stoffer, nemlig Kulsyre og de kvælstofholdige Affalds- stoffer som Urinstof o. s v. bringer Blodet videre til de Organer, hvor deres Udskillelse foregaar. Ved Hjertets Arbejde og Blodets Kredsløb opnaas, at Omsæt- ningerne i Legemet gaar hurtigt og regelmæssigt for sig og at den ved Iltningen frembragte Varme fordeles jævnt ligesom der stadig frembringes den Kraft, som Muskler, Nerver, Sanseorganer o. s. v. har nødig for at kunne udfolde deres mangeartede Virksomheder; Affaldsstofferne faar aldrig Tid til at ophobe sig i Vævene, men føres til Kirtlerne, hvor de enten omdannes saaledes, at de atter kan anvendes i Legemets Tjeneste, eller udskilles og føres ud af Legemet. Medens de Kirtler, hvis Udførselsgang udmunder i Tarmkanalen eller paa Legemets Overflade, forholdsvis let kan iagttages og deres Afsondringer og disses Betydning er nøje undersøgt, er det vanske- ligere at danne sig et Begreb om den Virksomhed, der udfoldes af de saakaldte lukkede Kirtler, der ikke har nogen Udførselsgang. De af dem, som staar i Forbindelse med Lymfekarrene, har dog sikkert nok den Betydning at danne og afgive hvide Blodlegemer til Lymfen, ligesom ogsaa at tilbageholde skadelige og særlig betændel- sesvækkende Stoffer. De andre, som Milten, Skjoldkirtlen, Thymus og Binyrerne, synes at afgive visse Bestanddele til Blodet, som det behøver for at Stof- skiftet i Legemet skal gaa for sig paa rette Maade; vel ved vi kun meget lidt om disse Kirtlers Virksomhed i den sunde Organisme, men hver enkelt af disse Kirtler har sin Betydning, og naar en af dem er syg, saa at dens Virksomhed ophører eller bliver sygelig forandret, optræder der ganske bestemte Sygdomme af hele Legemet,