Menneskets Legeme

DEN HENSIGTSSVARENDE ERNÆRING 213 saaledes Myksoedem ved Sygdom af Skjoldkirtlen, Broncesygdom ved Lidelser af Binyrerne o. s. v.:, og disse Sygdomme har det fælles, at deres Symptomer tyder paa en Blodforgiftning, o: en Op- hobning i Blodet af skadelige Stoffer, som under almindelige For- hold uskadeliggøres ved Kirtlens Funktion. Man har tidt sammenlignet Legemet med en Maskine, som med beundringsværdig Akkuratesse var indrettet paa at udføre en stor Mængde forskelligartede Arbejder, men dette Billede giver kun en meget mangelfuld Forestilling om det virkelige Forhold; snarere vilde man kunne sammenligne vort Legeme med et Statssamfund, i hvilket Individerne havde sluttet sig sammen i mindre Samfund, der hvert havde sit bestemte Arbejde at udføre, men som alle dog var saa nøje knyttede til hverandre, at det hele kun trivedes, naar hver enkelt mindre Deling udførte sit Arbejde planmæssigt og regel- mæssigt. Sundheden vil da sige Ligevægten mellem alle de mangeartede Virksomheder, saa at ingen af dem svækkes eller bliver overmægtig, og kun naar dette er Tilfældet, er Organismen i Stand til at hævde sig i Forholdet til Omverdenen, benytte den til at skaffe sig Erstat- ning for Slid og Tab og holde de skadelige Indvirkninger borte, som bestandig truer vort Velbefindende. Saa snart Livet, o: Samvirkningen af alle Organismens Funk- tioner hører op, er Legemet derfor værgeløst mod disse Farer, det taber sin Egenvarme og antager Omgivelsernes Temperatur, og under almindelige Forhold begynder Forraadnelse og Opløsning meget hurtigt derved, at Bakterier vandrer ind i Vævene og om- danner dem, idet de formerer sig meget hurtigt og lever paa det døde Legemes Bekostning. Men selv medens Livet endnu vedvarer, vil en sygelig For- andring i et eller andet af Legemets Organer ikke alene paavirke dette, men virke tilbage paa hele den øvrige Organisme, saa at denne bliver mindre kraftig, mindre modstandsdygtig og derfor ud- sat for ny Farer. Det er lettest at se, at Forstyrrelser af Fordøjelses- og Ernærings- livet vil have skadelig Indflydelse paa hele Legemet, idet de med- fører mangelfuld Ernæring af det, men paa samme Maade vil en Forandring af Blodets Sammensætning og Egenskaber, af Hjertets Virksomhed, af Lungerne og Aandedrættet eller af Kirtelsystemet eller blot af en enkelt af disse, ikke alene give sig til Kende ved Forstyrrelse i det angrebne Organs Virksomhed, men hurtigere eller langsommere ogsaa medføre Forstyrrelser anden Steds og indvirke paa hele Legemet. Naar man gør sig dette klart, vil ogsaa Forestillingerne om Syg- dom blive mindre fantastiske; man vil ikke længere, som vore Fædre, tænke sig Sygdom som noget unaturligt eller overnaturligt, for hvilket man kan vente Hjælp af mystiske, uforstaaelige Formu- larer eller Besværgelser, og man vil heller ikke vente mirakuløse