Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
16
MENNESKETS LEGEME
Plante, og fundet, at
Fig. 23. Bladgrønt i Mos-
blad.
spaaner og blive der, indtil Roden er bleven omtrent en Tomme
lang; man anbringer dernæst den unge Plante i en gennemboret
Prop oven i et højt Glas, der er fyldt med destilleret Vand og
stiller Glasset’ saaledes, at der er fri Adgang for Lys og Luft og
passende Varme.
Man vil da se, at Planten i Begyndelsen udvikler sig naturligt
og kraftigt; der skyder 3—4 store Blade opad og nogle Dusin Bi-
rødder ned i Vandet i Glasset; men naar den Beholdning af Næ-
ringsstof, der var opsamlet i Frøet, er opbrugt, er der ikke mere
Næring at hente fra det destillerede Vand, Planten udvikler sig ikke
videre, sygner hen og visner.
Man har nu ved mange Forsøg prøvet, hvilke Stoffer man maa
opløse i Vandet for at sætte det i Stand til at ernære den unge
dette kan ske ved forskellige Blandinger. En
af de hensigtsmæssigste er en Opløsning af
Salpeter, Kogsalt, Gips, engelsk Salt og fos-
forsurt Kalk (den Kalkforbindelse, som og-
saa forekommer i Dyrenes Knogler). Alle
de nævnte Stofler forekommer i Naturen og
er meget simple uorganiske Forbindelser af
Grundstofferne.
Hvis man nu, naar Planten standser i
sin Udvikling og begynder at sygne lien,
hælder det destillerede Vand bort og er-
statter det med en Opløsning af de oven-
nævnte Stoffer, saa vil man se, at Planten
allerede faa Dage efter alter har faaet et
kraftigere Udseende og at der skyder ny
Blade og ny Rødder frem. Planten har
altsaa igen faaet Næring; imidlertid mang-
ler Planten endnu noget. Efter kort Tids
Forløb viser der sig en Sygdom, som man
kalder Blegsot, og som bestaar i, at de ny
Blade, der skyder frem, mangler den sunde, grønne Farve og er
ganske hvide. Undersøger man dem ved Mikroskopets Hjælp, viser
det sig, at de ikke indeholder Spor af Planternes grønne Farvestof,
Bladgrønt eller Klorofyl, der ellers ligger som talløse Korn, i Bla-
denes Celler og giver dem deres grønne Farve; denne Sygdom er
begrundet i, at Planten har opbrugt sin Beholdning af Jern, og
Lægemidlet mod den er at give Planten lidt Jern. Dette kan ske
ved at tilsætte et Par Draaber af en Opløsning af svovlsurt Jern-
forilte (Jfernvitriol) eller Klorjern til Plantens Næringsopløsning;
man vil da efter faa Dages Forløb se de hvide Blade begynde at
faa Farve, og efter kort Tid er de alle sunde og grønne.
Endnu mere iøjnefaldende viser det sig, at Bladgrøntet behøver
Jern, naar man med en Pensel stryger et Par Draaber af en meget
tynd Opløsning af en Jernforbindelse paa en Del af et blegsotigt