Menneskets Legeme

Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON

År: 1901

Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 372

UDK: 612

ERNÆRING OG STOFSKIFTE

AF

DR. MED. F. LEVISON

MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER

AF

LÆGE VILH. JENSEN

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
16 MENNESKETS LEGEME Plante, og fundet, at Fig. 23. Bladgrønt i Mos- blad. spaaner og blive der, indtil Roden er bleven omtrent en Tomme lang; man anbringer dernæst den unge Plante i en gennemboret Prop oven i et højt Glas, der er fyldt med destilleret Vand og stiller Glasset’ saaledes, at der er fri Adgang for Lys og Luft og passende Varme. Man vil da se, at Planten i Begyndelsen udvikler sig naturligt og kraftigt; der skyder 3—4 store Blade opad og nogle Dusin Bi- rødder ned i Vandet i Glasset; men naar den Beholdning af Næ- ringsstof, der var opsamlet i Frøet, er opbrugt, er der ikke mere Næring at hente fra det destillerede Vand, Planten udvikler sig ikke videre, sygner hen og visner. Man har nu ved mange Forsøg prøvet, hvilke Stoffer man maa opløse i Vandet for at sætte det i Stand til at ernære den unge dette kan ske ved forskellige Blandinger. En af de hensigtsmæssigste er en Opløsning af Salpeter, Kogsalt, Gips, engelsk Salt og fos- forsurt Kalk (den Kalkforbindelse, som og- saa forekommer i Dyrenes Knogler). Alle de nævnte Stofler forekommer i Naturen og er meget simple uorganiske Forbindelser af Grundstofferne. Hvis man nu, naar Planten standser i sin Udvikling og begynder at sygne lien, hælder det destillerede Vand bort og er- statter det med en Opløsning af de oven- nævnte Stoffer, saa vil man se, at Planten allerede faa Dage efter alter har faaet et kraftigere Udseende og at der skyder ny Blade og ny Rødder frem. Planten har altsaa igen faaet Næring; imidlertid mang- ler Planten endnu noget. Efter kort Tids Forløb viser der sig en Sygdom, som man kalder Blegsot, og som bestaar i, at de ny Blade, der skyder frem, mangler den sunde, grønne Farve og er ganske hvide. Undersøger man dem ved Mikroskopets Hjælp, viser det sig, at de ikke indeholder Spor af Planternes grønne Farvestof, Bladgrønt eller Klorofyl, der ellers ligger som talløse Korn, i Bla- denes Celler og giver dem deres grønne Farve; denne Sygdom er begrundet i, at Planten har opbrugt sin Beholdning af Jern, og Lægemidlet mod den er at give Planten lidt Jern. Dette kan ske ved at tilsætte et Par Draaber af en Opløsning af svovlsurt Jern- forilte (Jfernvitriol) eller Klorjern til Plantens Næringsopløsning; man vil da efter faa Dages Forløb se de hvide Blade begynde at faa Farve, og efter kort Tid er de alle sunde og grønne. Endnu mere iøjnefaldende viser det sig, at Bladgrøntet behøver Jern, naar man med en Pensel stryger et Par Draaber af en meget tynd Opløsning af en Jernforbindelse paa en Del af et blegsotigt