Menneskets Legeme
Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON
År: 1901
Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 372
UDK: 612
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
AF
DR. MED. F. LEVISON
MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER
AF
LÆGE VILH. JENSEN
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
ERNÆRING OG STOFSKIFTE
pag. 92) og
17
Blad; efter 1 2 Dages Forløb bliver den penslede Plet grøn, og nu
breder den grønne Farve sig herfra ud over hele Bladet.
I ilbereder man fra Begyndelsen en Næringsvædske for den
unge Plante, der foruden Salpeter, Kogsalt, Gips, engelsk Salt og
fosforsurt Kalk tillige indeholder Jern, kan Planten trives og vokse
sætte grønne Blade, Blomster og Frø ganske som om den var
plantet i Jord, alt forudsat, at den iøvrigt har tilstrækkelig Lys o«
Luft og en passende Temperatur.
Spørgsmaalet bliver nu, hvorledes Planten har skaffet sig Mid-
lerne til i sine Celler at danne de mangfoldige Forbindelser — Kul-
hydrater, Fedtstoffer og Æggehvidestoffer, som den voksende Plante
behøver.
\and bestaar af Ilt og Brint, saa at Planten altsaa ved at sønder-
dele Vandet i dets Bestanddele vil være i Stand til at skaffe sia
det nødvendige af disse 2 Grundstoffer.
I Næringsvædsken findes desuden den Forbindelse af Kvælstof
og Ilt, som kaldes Salpetersyre (se »Populær Kemi« pag. 92) og
som i Foibindelse med Kali som Salpeter netop særlig egner sig til
at sønderdeles og optages af Plantens Rødder, den nødvendige For-
syning med Fosfor, Kalk, Jern kan Planten ogsaa faa fra Nærings-
væsken. Kulstof findes derimod ikke i Næringsvædsken, hverken
lent eller i nogen Forbindelse, og da den voksende, levende Plante
indeholder Kulstof i saa rigelig Mængde, at nærmest Halvdelen af
Plantens Vægt bestaar af Kulstofforbindelser, er det klart, at Planten
et eller andet Sted maa have en sikker og rigelig Adgang til at for-
syne sig med Kulstof.
Da Næringsvædsken ikke indeholder Kulstof, er der ingen anden
Mulighed end at Planten maa tage sit Kulstof fra den omgivende
AI ' . . ',enne ,in(les nemlig altid Kulsyre (se »Populær Kemi«
pag. 109), omend i meget smaa Mængder, idet 10,000 Dele atmos-
færisk Luft kun indeholder 3-4 Dele Kulsyre. Grunden til, at
lanterne dog kan faa den nødvendige Forsyning med Kulstof fra
'uf en e!- I en’ at Luften bestandig er i Bevægelse, saa at stadig ny
'artier af den kommer i Berøring med Planten; dette er allerede Til-
fældet inde i et Værelse med lukkede Vinduer og naturligvis i langt
løjere Grad i del fri, hvor hele Atmosfærens Millioner af Kubikinile
Luft staar til Raadighed.
Man har spekuleret paa, om der ikke kunde være Fare for at
Planterne til sidst vilde fortære al den Kulsyre, der findes i Luften
saa at der til sidst vilde blive Mangel. Denne Frygt er imidlertid
ganske ugrundet; ved Dyrenes og Menneskenes Aandedræt, ved en-
hver horbrænding og Forraadnelse af Planter og Dyr, fra Husenes
og Fabrikernes Skorstene, ved Vulkanernes Udbrud afgives saadanne
Mængder kulsyre til Atmosfæren, at dennes Tab bestandig erstattes.
Janten optager altsaa Kulsyre fra Luften ved Hjælp af de grønne
c.1'1 1napariPlanten er i til at danne Bladgrønt, er den
kikket til at fordøje Luftens Kulsyre, ø; adskille den i Kulstof og
I.evlson: Menneskets Legeme.