Menneskets Legeme

Forfatter: VILH. JENSEN, F. LEVISON

År: 1901

Forlag: »FREM« DET NORDISKE FORLAG BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 372

UDK: 612

ERNÆRING OG STOFSKIFTE

AF

DR. MED. F. LEVISON

MUSKLER, NERVER OG SANSEORGANER

AF

LÆGE VILH. JENSEN

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
20 MENNESKETS LEGEME Planterne til Nytte. Forraadnelse bestaar i, al de døde Planters og Dyrs Væv under livlig Udvikling af Bakterier og Skimmelsvampe spaltes i simplere og let opløseligere Forbindelser af de 3 Grund- stofler, som saa kan opløses i Vand og benyttes af Planternes Rødder, medens samtidig Kulstoffet omdannes til Kulsyre og afgives til Luften. Særlige Former af Bakterier udfører endelig i Jorden del Arbejde al omdanne alle Kvælstofforbindelser til Salpetersyre, som saa gaar i Forbindelse med Kali eller Natron og danner <ic forskellige Arters Salpeter. I denne Form er Kvælstoffet særlig egnet til at opsuges og an- vendes af Planternes Rødder, og ligesom man ved at gøde Jorden med Gødning kun har til Hensigt at tilføre den raadnende dyriske, kvælstofholdige Bestanddele, der omdannes til Salpeter, saaledes har man i vore Dage ogsaa med Held anvendt det i Naturen forekom- mende Salpeter, særlig det billigere Natron- eller Chilesalpeter, som kunstig Gødning. — — Dyrene faar altsaa deres Føde beredt af Planterne og kan kun eksistere derved, al Planterne sammensætter den for dem af Grund- stoflerne; ved Dyrenes Fordøjelse og Stofskitte omdannes nu de Stoffer, som de faar fra Planterne, paa en saadan Maade, at de kan blive Dele af Dyrets Legeme og oplages i dets Celler, ligesom de ved Iltning i Legemet kan afgive den Varme og udvikle den Kraft, som Dyrets Legeme har Brug for. Medens de levende Planter stadig samler og ophober nyt Forraad, men ikke afgiver synderlig andet end Ilt og Kulsyre, inaa den dyriske Organisme stadig ad forskellige Veje skalle sig af med de Produkter, som den bestandige Illning i Legemel frembringer; gennem Lungerne sker en bestandig Udskillelse af Kul- syre og gennem Nyrerne udskilles daglig kvælslofholdige Forbindelser, Urinstof, Urinsyre o. s. v., i saa stor Mængde, at den udskilte dag- lige Kvælstofmængde omtrent balancerer med det Kvantum Kvælstof, der indføres i Fødemidlerne. Kulsyren er jo en ganske simpel Forbindelse af Kulstof og Ilt, den samme, som dannes ved enhver Forbrænding af Kulstof, og l'rinens kvælslofholdige Forbindelser er vel ikke fuldt saa usamnien- salte som Kulsyren, men i Modsætning til Æggehvidestofferne er de dog at betragte som Resultat af en stærk Iltningsproces i Legemet, en Art langsom Forbrænding. Man har udtrykt denne Modsætning mellem Planternes og Dy- renes Stofskifte ved at sige, at Planternes Stofskifte er syntetisk, 0: sammensæltende, opbyggende organiske Forbindelser af Grund- stoflerne, medens Dyrene har et analytisk, ø: sønderdelende, op- løsende Stofskifte og behandler de organiske Forbindelser saaledes, at de iltes stærkt og nærmes I il uorganiske Forbindelser igen. Dette er ogsaa rigtigt, naar man kun fæsler Opmærksomheden päa de sidste Resultater af Dyrenes Stofskifte, som udskilles gennem Udaandingsluften og i Urinen, men man maa ikke glemme, at fra