Menneskets Legeme

320 MENNESKETS LEGEME Hjærnen er Bevidsthedens Sæde. Den er Organ for de sjælelige Livsytringer, som kaldes Vilje, Tænken, Opfattelse og Hukommelse. Den opfatter de forskellige Sanseindtryk, som kommer til den fra de forskellige Sanseorganer; den ordner dem og sammenligner dem ved Tanken og opbevarer de vigtigste af dem i Hukommelsen. Endelig svarer den paa bestemte af Indtrykkene ved Bevægelser, der fremkaldes ved Viljen. Disse Hjærnens forskellige Funktioner er Genstand for de Viden- skabsmænds Undersøgelser, der beskæftiger sig med Psykologien, Sjælelæren. Det er særlig en stor Række Forsøg paa Dyr og Men- nesker, som har givet de bedste Oplysninger om de aandelige Ævner, sammenholdt med Resultaterne af Undersøgelse paa Pati- enter eller Lig af Patienter med Hjærne- eller Sindssygdomme. Det er særlig i den graa Hjærnebark med dens Millioner af Nerveceller, at de forskellige ukendte Forandringer foregaar, der ytrer sig som Sjæleliv. Hver af disse Nerveceller maa opfattes som en lille mikroskopisk Sjæl, der har sin særlige Opgave, som intet betyder for sig, men som ved Samvirken med andre faar sin Be- tydning. At denne Opfattelse af den enkelte Nervecelle som en mikrosko- pisk Del af Sjælen har sin Berettigelse kan blandt andet ses deraf, at saafremt man hos Dyr fjærner bestemte Dele af Hjærnen,, mistes ogsaa særlige Aandsævner, Ævnen til at opfatte det sete, det horle eller det følte, Ævnen til at foretage bestemte Bevægelser med be- stemte Dele af Organismen eller Ævnen til at tage F'øde til sig. Hos Mennesket kan man iagttage sligt ved sygelige Tilstande i Hjærnen, hvor bestemte Dele af den dør bort eller sættes ud af Virksomhed. Man ser da, at der svarende til bestemte Steder enten indtræder Lammelser, altsaa Mangel paa Ævne til Bevægelse eller Taleforstyrrelser, der kan vise sig paa mange Maader. Der kan enten være Lammelser af Talemusklerne eller manglende Ævne til at udtrykke det tænkte, saaledes at vedkommende Patient trods sunde Talemuskler mangler Ævnen til at udtrykke sine Tanker, og det kan ske enten paa den Maade, at han kun har et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, som han stadig gentager hver Gang, han vil sige et eller andet, eller det kan vise sig ved at han stadig om- bytter Ordene, siger Bord, naar han mener Træ, Støvle, naar han mener et Hus. Denne sidste Form af Taleforstyrrelse kaldes Para- fasi i Modsætning til manglende Taleævne, Afasi. Endelig har man i den nyeste Tid ved Forsøg paa Dyr vist, at man ved Pirring af den blottede Hjærne med svage elektriske Strømme kan fremkalde Bevægelser, der tilsyneladende er dikterede af Viljen, og at der fremkaldes forskellige Bevægelser ved Pirring af visse bestemte forskellige Dele af Hjærnens Overflade. Ved at sammenholde Resultatet af disse tre forskellige Under- søgelsesmetoder har man faaet Oplysning om, at der paa Hjærnens Overflade i den graa Bark findes Samlinger af Nerveceller, der